Kongen af Bhutan, Jigme Khesar Namgyel Wangchuck, blev torsdag gift med sin nye dronning, den 21-årige studine Jetsun Pema.

Allerede fra torsdag morgen klokken 08.20 lokal tid startede den royale bryllupsfest i Bhutans hovedstad Thimphu, skriver bt.dk. Her gjorde kongen, med tilnavnet ’Dragekongen’, sin ti år yngre kæreste til sin kone.

Bryllupsceremonien startede, efter kong Jigme Khesar Namgyel Wangchuck sammen med sin far, den tidligere konge af Bhutan, trådte ind i det hellige kammer i klosteret i Thimphu. Kammeret indeholder den balsamerede krop af landets grundlægger fra det 17. århundrede, skriver BBC.

- Jeg er glad. Jeg har ventet på dette i ret lang tid, sagde kongen til de fremmødte journalister.

- Hun er et fantastisk menneske og intelligent. Vi deler begge en stor interesse, og det er vores kærlighed og passion for kunst, sagde kongen ifølge Reuters.

Billedserie: Her er ni ugifte prinser

Den 31-årige konge, der har fået sit eksamensbevis på universitetet i engelske Oxford, har været konge i det lille bjergland siden 2006.

Bhutan ligger i Himalaya-bjergene på grænsen til Kina. Den lille bjergnation har en befolkning på små 700.000.

Se billederne fra brylluppet her

INFOshop: Danskernes holdning til Kongehuset gennem 20 år