At prins Joachim ikke længere er ejer af Schackenborg, skønt han fik det frit og kvit og oven i købet modtog en såkaldt folkegave på 13 mio. kr. til modernisering, viser sandheden i det gamle ord: Hvad der kommer let, går let. Men prinseparrets ikke særlig kloge beslutning om at forlade Sønderjylland har naturligvis vakt bekymring hos turistchefen i Tønder Kommune, Bodil Glistrup, der fortæller til Jyllands-Posten, at det nok i fremtiden bliver svært at sælge »turistpakken« med frokost på Slotskroen og en gåtur i slotsparken, »hvor folk jo håber på at få et glimt af Joachim og Marie«. Groft sagt, hvis særlige kald er at ile til assistance for landsdele, der bliver svigtet af folk med dårlige undskyldninger, minder turistchefen om, at man før i verdenshistorien har haft succes med dobbeltgængere. Hitler havde, så vidt vides, hele seks, men det er måske et uheldigt eksempel, så lad os pege på Churchill, som også med stort held havde dobbeltgængere. Der findes sikkert dygtige arbejdsløse skuespillere, der mod et rimeligt honorar gerne poserer i Schackenborgs park udklædt som Joachim og Marie, eksempelvis formiddag og eftermiddag samt lørdag-søndag også om aftenen. Denne ordning vil oven i købet betyde, at »turistpakken« kan sælges med garanti for syn af de royale, hvilket utvivlsomt vil øge omsætningen, hvorved et andet gammelt ord går i opfyldelse: at intet er så galt, at det ikke er godt for noget.
Kongelig synsgaranti
Del: