For et par uger siden vendte det mellemste barn hjem fra konfirmationsforberedelse og meddelte, at han alligevel ikke ville konfirmeres. »For jeg er holdt med at tro på Gud,« lød begrundelsen.

Som moderne forældre tilskynder vi vores børn til at følge deres inderste overbevisning fremfor blot at følge flokken, så beslutningen blev mødt med en vis anerkendelse. Men det gav alligevel stof til eftertanke. For hans storebror kom frem til nøjagtigt den samme erkendelse, da han for to år siden også gik til konfirmationsforberedelse.

I begyndelsen deltog han aktivt i diskussioner om religiøse spørgsmål, drog målrettet til gudstjeneste om søndagen, mens vi forældre havde travlt med mere profane gøremål, og han holdt en glimrende »prædiken« for resten af konfirmandholdet. En mønsterkonfirmand, troede vi og den unge præst med.

Men kun få uger før den store fest besluttede han sig for alligevel ikke at lade sig konfirmere. Det var mødet med Jobs Bog, et af de – set med nutidens øjne – mest uforståelige og uretfærdige skrifter i Det Gamle Testamente, der gjorde udslaget. Kristendommen gav ikke længere mening.

Konfirmationen har altid ligget på et tidspunkt i børns liv, hvor de befinder sig i den såkaldt filosofiske alder. Og dermed i udgangspunktet både er selvstændigt tænkende individer og samtidig modtagelige overfor læren om det guddommelige.

Men ændringen af vores opfattelse af unge gennem det 20. århundrede, hvor de i stigende grad er blevet opdraget til en kritisk og analytisk tilgang til livet, betyder, at barnetroen har tendens til at fordufte, når de kommer i puberteten.

Samtidig har konfirmationsforberedelsen i dag udviklet sig til et sjasket tag-selv-bord, hvor de unge selv må tage for sig af retterne. Hyggebesøg hos stort set samtlige trossamfund i København, og en præst som i min søns tilfælde ikke selv er kristen, men »tror på engle«, må nødvendigvis føre til, at de mere reflekterede vender kristendommen ryggen.

Krise i folkekirken

For nylig jublede en københavnsk præst over antallet af unge, der lader sig døbe for at blive konfirmeret og tog det som et udtryk for, at tilslutningen til folkekirken også i fremtiden vil være stor.

Men man kan spørge sig selv, hvor mange af de kommende konfirmander, der reelt har taget stilling til kristendommen? For massedåben ender hurtigt i masseflugt. Sidste år meldte rekordmange sig ud af folkekirken, og beregninger viser, at mindre end halvdelen af danskerne vil være medlemmer om 30 år.

Meget peger dog på, at det åndelige indfinder sig igen, når folk kommer op i årene. Refleksioner over livet, døden, der rykker nærmere og ikke mindst masser af fritid, puster liv i en slumrende religiøsitet hos de +60-årige. Det giver ventelister hos både indiske guruer og sønderjyske refugier – men kirkerne står stadig tomme.

Måske var det her, konfirmationen burde ligge. Med udsigten til en længere levealder, hvor de gamle stadig er åndsfriske, men i modsætning til de unge har ro til selvfleksion, vil folkekirken kunne tilbyde et stærkt spirituelt fællesskab, renset for gaveræs, tøjkriser og blå mandage, som ellers præger konfirmationsforberedelsen.

Så fremfor at være overgangsriten mellem ungdom og voksenliv kunne konfirmationen meget passende i fremtiden repræsentere overgangen til en alderdom med åndelig fordybelse.

Ulla Tofte er museumsdirektør.