Ifølge Akkari finansierer kommunale støttekroner lokale moskeer i ghettoerne. Her indoktriner islamistiske koranskoler under navn af »kulturforeninger« unge mod vestlig indflydelse. Lige nu forhandles ud over landet om, hvordan de unge på trods af skolereform i fremtiden bedst kan gå til præst med lange skoledage i konkurrence med andre trængte fritidsaktiviteter. Regeringen har haft en overmodig ideologi i sin kirkepolitik. De borgerlige må fortælle, hvordan den vil se ud efter næste valg. Tre eksempler:

1) Konsulenter i kirkebogsføring anvendte på et kursus konsekvent udtrykket »personregisterførere«. Det er et låneord fra Sønderjylland, hvor civilregistrering under tyskerne blev taget ud af kirken. Forandring begynder i sproget, og den ændrede sprogbrug er ikke harmløs. Regeringen var kun 14 dage gammel, da den genoptog ideen om at stoppe kirkens lokale borgerservice og -kontakt gennem personregistreringen.

2) Undervisningsminister Antorini har fra 1. dag ønsket konfirmationsforberedelse »ud af skoletiden«. Det er »københavneri« ikke at kunne se forskel på, hvad der er rimeligt i et sogn med 40 pct. muslimer og et med 90 pct. folkekirkemedlemmer. Via skolereformen – og de endnu ikke implementerede løsninger omkring støttende undervisning – skal konfirmationsforberedelsen »ud af skoletiden«. Det har den nu altid været, da det netop ikke er skoletid, når man går til præst! Regeringens skolereform havde det sigte gennem længere skoledage at tvinge de unge (og deres lærere) til at præstere mere tilstedeværelse. Argumentet går nu i modsat retning: Der bliver for mange lange dage, hvis de den ene dag om ugen først kan møde kl. 10.

Det er en trist og arrogant politik mod en organisation med en medlemsskare på 80 pct. af danskerne. Kristendomsfaget marginaliseres tit i skemaet. Nu besværliggøres det i så voldsom grad, at samfundet kan få gavn af kristen almendannelse i konfirmationsforberedelsen. Antorini vil ikke acceptere, at den opfattes som »støttende undervisning« i et eksamensfag for skoleelever på 7. eller 8. klassetrin. Det er en naiv kulturradikalisme, der må få de omtalte islamister til at klaske sig på lårene af grin over vores »åbne« samfund, der hverken kendes ved egne rødder eller samlende ritualer og salmeskat.

3) Projektet omkring styringsreform af folkekirken problematiserer fornuftsægteskabet mellem stat og kirke. Ønsket om at erstatte statsstøtte til præstelønninger med et bloktilskud er ikke fair over for en fornem lokal sammenhæng i sogne ud over landet. Ikke mindst sognepræsternes embede sikrer sammenhængskraft og historisk og rituel forankring mange steder i et kristent land. Regeringen har vist problemer med, at Danmark er dét! En anden muslim - en »kulturkristen én« – skrev for nylig sådan her: »I Danmark har vi en sammenblanding af netop kirke og stat, fordi denne sammenblanding her i landet paradoksalt nok har sikret en adskillelse af religion og politik« (Naser Khader).