Kun 7 ud af 100 indvandrere på kontanthjælp i Danmark vurderes at være ‘jobparate’, hvilket vil sige, at de ifølge kommunen er i stand til at tage et arbejde.

Det skriver Søndagsavisen.

Der er tale om en opgørelse, som Beskæftigelsesministeriet har udarbejdet til Folketingets udvalg for udlændinge og integration. Til sammenligning er næsten hver fjerde af alle herboende personer på kontanthjælp klar til at gå i arbejde.

Alt for mange indvandrere vurderes fejlagtigt til ikke at kunne tage arbejde. Sådan lyder kritikken fra erhvervsorganisationen Dansk Erhverv samt fra Dansk Arbejdsgiverforening. De oplever, at mange sorteres fra på grund af dårlige danskkundskaber.

»Man kan sagtens sende mange udlændinge ud i job, selvom de ikke kan dansk. Vi har mange udlændinge, der kommer hertil og arbejder fra østlande uden at kunne sproget,« siger Stine Pilegaard Jespersen, underdirektør i Dansk Erhverv.

Hun kritiserer desuden, at indvandrere i stedet for at komme i arbejde parkeres på et treårigt integrationsforløb langt fra arbejdsmarkedet.

»Det er ikke rimeligt at sige. Det er sandt, at vi har forløb på op til tre år. Men det inkluderer virksomhedspraktik og kontakt til jobmarkedet,« siger chefkonsulent Birger Mortensen fra Kommunernes Landsforening.