I årevis har KMD, som tidligere var ejet af kommunerne selv, og endnu tidligere hed Kommunedata, stået bag kommunernes helt centrale IT-systemer. Det skriver Version2.dk
Men da KMD i 2008 blev solgt til private investorer, blev denne monopolstatus et problem. På trods af en aftale om, at priserne ikke måtte stige uhæmmet, har kommuner følt sig snydt af KMD, men uden realistiske muligheder for at gå andre steder hen og få en tilsvarende leverance.
Det skal der laves om på nu, fremgår det af et brev til alle kommunerne, som KL og Kombit - kommunernes fælles IT-forhandlingsorgan - står bag.
Kombit og KL har i årevis arbejdet med at få kommunerne ud af KMDs monopol på fagsystemerne, og nu er man klar til det store ryk: Et fælles udbud for alle landets kommuner, så andre leverandører kan få mulighed for at konkurrere med KMD.
Det er nødvendigt at rykke nu, skriver KL i et baggrundsnotat om projektet, for aftalen, der forhindrer vilde prisstigninger, udløber i 2014.
»Når prisreguleringen ophører, vil kommunerne stå svagt over for en leverandør, som fortsat har monopol på en række løsninger. Det er derfor nødvendigt, at processen med at bringe it-løsningerne på monopolområderne i udbud påbegyndes nu,« skriver KL.
Nødvendigt med fælles front
At landets 98 kommuner gør fælles front og laver et samlet udbud på de komplicerede it-systemer, er også helt afgørende, lyder det fra landsforeningen.
For det første vil KMDs konkurrenter ikke gide at byde på at levere IT-systemerne, hvis ikke ordren kommer op i en seriøs volumen. At udvikle ny software, der kan afløse KMD’s fagsystemer, er nemlig en stor og meget dyr opgave.
Det bliver også dyrt for kommunerne at gå fra rutinemæssigt at forlænge KMD-aftalen til at køre et udbud og eventuelt skifte over til en ny leverandør med et helt nyt system. Der vil være en overgangsperiode med høje udgifter på grund af dobbeltdrift og alle de besværligheder, et skift kan give.
Men Kombit har en milliard kroner klar til udlån, så kommunerne ikke skal betale alle udgifter på samme tid, men kan låne og betale tilbage over ti år, skriver KL.
Omvendt skulle udbuddet gerne give besparelser, så snart den gamle KMD-aftale er slut - uanset om det er KMD eller andre, som bliver ny leverandør.
Prøver en kommune at gå enegang, kan det rive tæppet væk under den aftale, som KL lavede med KMD før salget til private ejere. Transitionsaftalen betyder, at KMD skal hjælpe med at flytte systemerne til en ny leverandør, men den bliver ophævet, hvis mere end to kommuner går egne veje.
Og det vil i øvrigt også blive dyrt for enegænger-kommuner. De kan nemlig ikke bare forlænge med KMD fremover også, men skal så - alene - igennem et stort udbud for at finde en leverandør til fagsystemerne.
Udover en forhåbentligt lavere pris for ydelserne, end KMD tilbyder i dag, er meningen med det gigantiske udbud at få nye funktioner ind i systemerne. Blandt andet skal åbne snitflader i systemerne sikre, at de fremover kan hænge meget bedre sammen og lettere udveksle data.
Brevet til kommunerne er en reminder om, at alle skal tilmelde sig udbuddet inden nytår. Derefter går en lang udbudsproces i gang, og eventuelle nye systemer og leverandører vil så blive kørt ind af kommunerne i perioden 2014-2016.
Deltag i debatten på Version2.dk