Den såkaldte refusionsreform træder nemlig i kraft, og den gør det dyrt for kommunerne, når en ledig borger ikke hurtigt kommer i arbejde igen.
En af de kommuner i hovedstadsområdet, der rammes hårdest af reformen, er Brøndby Kommune.
Her har man afsat to millioner kroner til to nye mentorer, siger Franz Hansen (S), der er formand for Brøndby Kommunes beskæftigelsesudvalg:
- Der er mange af dem, der har været udenfor arbejdsmarkedet i en periode, som er enormt usikre på sig selv. En mentor skal give dem selvtillid, så de ikke føler sig helt fortabt, når de kommer ud, siger han til DR P4 København.
I Brøndby Kommune udgør de langtidsledige, altså dem uden arbejde i mere end et år, cirka 60 procent af de ledige. I Egedal Kommune er det cirka 45 procent.
I Egedal Kommune betyder reformen også nye tiltag, siger borgmester Willy Eliasen (V).
- Vi forsøger at begrænse gruppen af langtidsledige, og de, som er ledige giver vi flere værktøjer at arbejde med, siger han til DR P4 København.