Landets kommuner kæmper hårdt om at tiltrække de statslige arbejdspladser, som regeringen vil rykke ud af hovedstadsområdet, skriver Jyllands-Posten.
En aktindsigt, som avisen har fået, viser, at flere end 40 kommuner har kontaktet primært statsministeren og erhvervsministeren for at lægge billet ind på arbejdspladserne.
På Lolland og i Guldborgsund så man gerne, at Kulturstyrelsen, Ankestyrelsen, NaturErhvervsstyrelsen, Energistyrelsen og Energitilsynet flyttes til Lolland-Falster, i Faxe Kommuner tilbyder borgmester Knud Erik Hansen (S) kontorlokaler til en »fornuftig pris« og i Haderslev lokker borgmester Hans Peter Geil (V) med »Danmarks smukkeste udsigt«.
Professor og forsker i kommunalpolitik ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Roger Buch vurderer, at udflytningerne kan ende i »et kæmpe politisk brag«, fordi mange borgmestre vil opleve regeringens prioriteringer som »helt uretfærdige«, skriver Jyllands-Posten.