Oven på udbruddet af listeria, som hidtil har kostet 12 mennesker livet, melder flere kommuner, at der kan være risiko for den giftige bakterie fra kommunernes madservice.

Madvarerne med risiko for at indeholde listeria er leveret til hjemmeboende borgere og plejecentre i Esbjerg og Silkeborg Kommune.

I alt har 35 hjemmeboende borgere i Esbjerg fået platter med rullepølse i sidste uge. Kommunen opfordrer sine borgere til at smide rullepølsen ud og vil tage kontakt til berørte borgere.

»Vi kontakter i dag (onsdag) alle de borgere, der kan have modtaget rullepølse med listeria for at sikre, at de får smidt rullepølsen ud. Rullepølsen er også anvendt på nogle af vores plejecentre, og her vil vi naturligvis også straks ophøre med at bruge den,« siger direktør for Sundhed & Omsorg, Arne Nikolajsen.

Silkeborg Kommune advarer også deres institutioner og afdelinger, som har fået madvarer leveret fra BC Catering eller supermarkeder med mærket Jørn A. Rullepølser, fremgår det af tv2.dk.