Faxe Kommune har i den grad et rigt foreningsliv.

Her kan man nemlig ikke kun gå til traditionelle ting som fodbold eller håndbold, man kan også vælge at blive rocker i den lokale HA-støtteklub Devils Choice.

Rockerklubben er nemlig, som den eneste rockerklub i landet, godkendt som en folkeoplysende forening, og får derfor tusindvis af støttekroner fra Faxe Kommune hvert år.

Det viser dokumenter, som B.T. har fået aktindsigt i.

I 2010 fik klubben f.eks. bevilget 38.217 kroner fra kommunekassen.

Heraf var 25.000 kroner øremærket lokaletilskud, mens de 13.217 kroner var såkaldt aktivitetstimetilskud, der ifølge Faxe Kommune gives til foreninger, der laver 'frivilligt folkeoplysende foreningsarbejde for børn og unge under 25 år.'

-Vi støtter dem økonomisk, fordi der efter vores overbevisning er tale om en folkeoplysende forening. Vi har forhørt os hos politiet og Kommunernes Landsforening og kan på baggrund af disse samtaler ikke se, hvorfor de ikke skulle have penge. Folk skal jo behandles lige, udtaler borgmester Knud Erik Hansen.

Papirerne er i orden

Derfor er der også i år skattekroner på vej til rockerkassen, idet kommunen indtil videre har bevilget 15.000 kroner i lokaletilskud for 2011. Klubben har da også papirerne i orden. Devils Choice har nemlig sendt et sæt vedtægter ind til kommunen, hvor de bl.a. skriver, at formålet med klubben er at hjælpe folk med at forstå, hvordan en motor virker.

På kommunens hjemmeside er klubben stadig angivet under det tidligere navn Notorious MC. Klubben har dog heddet Devils Choice siden 28. marts 2010, og præcis det faktum gør klubben til en del af Hells Angels, forklarer chefen for rigspolitiets nationale efterretningscenter Kim Kliver.

- Devils Choice er klart en del af HA-familien, hvilket blandt andet vil sige, at de her personer får vagter og andre former for opgaver i HA-miljøet.

Det er altså personer, der ikke er kommet op i det øverste lag. Det betyder dog ikke, at deres kriminalitet er anderledes, for det er den bestemt ikke, siger han.

Fokus på enkeltpersoner

Kan man så sige, at Devils Choice som helhed er en kriminel gruppe?

- Om selve gruppen er kriminel, har jeg ingen kommentarer til. Vi fokuserer på enkeltpersoner, og her sidder i alt 357 personer fra rocker-og bandegrupperne, svarende til ca 20 pct., i fængsel.

Ifølge en af landets førende eksperter på forenings-området er der til trods for den store kriminalitetsrate ikke umiddelbart noget juridisk til hinder for rockerstøtten.

- Der er nogle kriterier i folkeoplysningsloven, der skal være opfyldt. Foreningen skal for det første være demokratisk opbygget og være åben for alle. Hvis kommunen vurderer, at en forening lever op til disse betingelser, kan der ydes tilskud, fastslår Liz Nymann Laustsen, der er chefkonsulent i den afdeling Undervisningsministeriet, der har ansvaret for at vejlede i folkeoplysningsloven.

Landets andre 27 kommuner, hvor rockerklubberne er fordelt, oplyser samstemmende til B.T., at de ikke støtter klubber med tilknytning til Hells Angels eller Bandidos.

Det har ikke været muligt at få kontakt til personer i rockerklubben i Haslev.