I Aarhus har den kommunalt ejede vandforsyningsvirksomhed Aarhus Vand A/S sat sig for at ville bidrage til den danske eksport af miljøvenlig og energieffektiv vandekspertise; et område, der kan vise sig meget berigende for danske virksomheder.

USA har nemlig et stigende vandforbrug samt voksende udfordringer på spildevand, og derfor er der en tiltagende efterspørgsel på vandteknologier, der skal sikre en modernisering af den amerikanske infrastruktur.

Derfor forventes det, at der over de næste to årtier vil blive investeret for 300 milliarder dollar i vandsektoren.

Aarhus Vand, hvis primære opgave er at sikre vandforsyning til gavn for borgere i det østlige Jylland, er således godt i gang med at realisere sit eget lille eksporteventyr af teknologi til spildevandsrensning og energivenlig vandforsyning.

Selv vil virksomheden ikke skulle være eksportør af produkter, men dansk ambassadør for dansk viden og kontakt. Aarhus Vand A/S er på nuværende tidspunkt i gang med at etablere en klynge for dansk vandteknologi i samarbejde med vandselskaber i Chicago, hvor den danske ekspertise er genstand for amerikansk interesse.

»Vi har lyttet til regeringens ønske om grøn teknologi og eksport, og vi vil derfor gerne være med til at støtte danske selskaber ude på eksportmarkederne. Vi ved, at den amerikanske vandsektor vil have enorm glæde af den danske vandsektor, da det er et område, som vi herhjemme er foran på, når det kommer til teknologi, planlægning og viden om vand,« siger administrerende direktør for Aarhus Vand A/S, Lars Schrøder.

Dansk ekspertise efterspørges

Det anslås, at USA årligt går glip af flere milliarder liter genbrugelige vandreserver på grund af manglende rensningsfaciliteter. Derfor er hjælpen fra Aarhus og Danmark interessant i amerikansk perspektiv.

»På vand- og spildevandsområdet har amerikanerne i mange år været vant til at have billig energi, hvorfor man heller ikke har været lige så opmærksom på at begrænse sit store forbrug af vand eller rense sit spildevand, hvor Danmark altid har haft en miljøbevidst kultur, der gik ud på at begrænse forbruget,« siger Lars Schrøder.

Adgangen til USA er kommet i stand gennem det danske konsulat i Chicago, som har skabt kontakt mellem Aarhus Vand og to vandselskaber, der holder til i millionbyen beliggende ved den enorme Lake Michigan.

Chicago vil passe på miljøet

Staten Illinois og Chicago er underlagt miljøkrav og politiske ambitioner, der til forveksling minder om danske forhold, hvorfor danske løsninger er særdeles interessante.

Etableringen af klyngen skal i første omgang give rådgivning om, hvordan de to Chicago-selskaber konkret kan modernisere deres behandling af spildevand og drikkevand.

Endnu er ingen danske virksomheder officielt tilknyttet, men Grundfos, Kamstrup, AVK og Danfoss kan blive nogle af virksomhederne, der med deres kompetencer kunne tænkes at blive interessante.

Det skal afklares fra sommer, når projekter for alvor går i gang.

»Vi tror på, at vi kan hjælpe danske virksomheder, som kan have svært ved at komme igennem til USA. Amerikanerne kan se, hvad det er, Aarhus Vand A/S formår at gøre herhjemme ved brug af danske produkter,« siger Lars Schrøder.