Beslutningen om at lukke den såkaldte »krigskommission« om grundlaget for Danmarks deltagelse i krigen mod Saddam Hussein og de efterfølgende fire års oprørsbekæmpelse i Irak bliver ved med at ophidse den del af det politiske spektrum, der var imod den danske deltagelse.

Kort efter at den nye Venstre-regering traf sin beslutning, lækkede papirer fra kommissionen, som angiveligt afslørede et hidtil hemmeligholdt samarbejde mellem dansk forsvar og et amerikansk sikkerhedsfirma, Blackwater, der havde ry for at optræde brutalt og i hvert fald ved en enkelt lejlighed kriminelt i Irak. Et andet læk gav næring til en anklage mod daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) om at have givet tilsagn om dansk deltagelse i krigen et år, inden krigen begyndte.

Senest er et dokument fra Forsvarets egen undersøgelse af fangebehandlingen i Irak kommet frem. Det viser angiveligt, at Forsvaret ikke havde styr på identiteten af tilbageholdte, og at Forsvaret udleverede fanger til irakisk varetægt, selv om de senere risikerede dødsstraf. Ikke overraskende bruges oplysningerne til at lægge pres på Folketingets flertal for at kræve den døde krigskommission genoplivet.

Set med soldaterbriller kan det være fristende at støtte Irak-kommissionens genopstandelse. De løsrevne dokumenter rejser jo indirekte anklager mod nogle af de udsendte soldater. Skal man tro krigsmodstandernes tolkning af oplysningerne, optrådte danske soldater som onde mennesker, der bevidst overtrådte Genèvekonventionerne og overlod irakere til den visse død. Forhåbentlig kan den undersøgelse, som Forsvarets Auditørkorps har indledt, bringe klarhed over sagen.

Sådan var virkeligheden i Irak ikke. Danske soldater var på det tidspunkt trænet i afhøring af krigsfanger, som blev taget til fange i en konventionel krig. De var ikke trænet i eller havde ressourcer til at optræde som politimyndighed, der både skulle bekæmpe terror og tage sig af øvrig, hårdkogt kriminalitet. Det var meningen, at fanger til nærmere afhøring og efterforskning skulle overlades til briterne, der havde organisationen til den opgave. Vi ved, at den danske kampgruppe kom af sted uforberedt til at håndtere tilbageholdte, for det er der faldet dom for i den nu ti år gamle sag mod en afhøringsofficer, Annemette Hommel. Hun blev først dømt straffri og siden pure frikendt, blandt andet fordi Forsvarets ledelse havde forsømt at give klare instrukser om behandlingen af tilbageholdte. Den kendsgerning, at Forsvaret ikke var forberedt til opgaven som både militærmagt, politimyndighed og til at drive fængsel, behøver man ikke jurister i Danmark til at opklare 12 år senere. Fejl blev begået. Fanger, der ikke burde være udleveret, blev udleveret alligevel. Den del af lektien fra Irak er forstået og blev implementeret i den senere krigsdeltagelse i Afghanistan uden hjælp fra en kommission. Lige så lidt er der brug for jurister til at bedømme den politiske beslutning om at deltage i Irak. Politik skal bedømmes politisk, ikke i kommissioner, der nedsættes af regeringer, som ønsker at tilsværte forgængerne.