Statsministeren står i rampelyset for øjeblikket, selvom Socialdemokraternes Helle Throning-Schmidt og SF's Villy Søvndal i går forsøgte at vinde en del af opmærksomheden tilbage ved at fremlægge deres økonomiske plan for de næste ti år. Det er dagens dom i landets aviser.

- Nærmest symbolsk nåede Helle Thorning og Søvndal i går knap nok at afslutte deres pressemøde om deres masterplan - Fair Løsning 2020 - før der igen var indkaldt til møde i Finansministeriet, skriver Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen, i sin analyse i dagens avis.

Læs også: Thomas Larsen: Nu skal danskerne vælge

Regeringen, med Claus Hjort Frederiksen i spidsen, kunne først på aftenen nemlig præsentere en aftale med Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne, der sikrer de sidste 5 mia. kr. i regeringens plan. Dermed har både rød og blå blok nu anvist, hvor de vil finde de 47 mia., der skal til for at sikre økonomisk balance i 2020.

Økonomer er enige om, at den røde plan er mest luftig, men samtidig er der næppe nogen tvivl om, at blå plan med sin beskæring af efterlønnen gør ondt på flere mennesker, og der er derfor ingen kommentatorer, der tør vurdere, hvem der vinder den kamp.

Grafik: Sammenlign blå og rød plan

Det specielle ved den sidste del af blå bloks aftale, som blev indgået i går, er, at den blandt andet omhandler fleksjob og SU-området, hvor der er brede forligskredse, der ikke blev inviteret med. Både Socialdemokraterne, de Radikale og SF burde i princippet have været inviteret med til forhandlingerne.

- I den vilde jagt på at kunne sætte to streger under de 47 milliarder kroner har regeringen indgået aftaler uden at oplyse forligspartnere om, at deres aftaler var opsagt. Det er langtfra normal procedure, skriver Politikens politiske redaktør, Mette Østergaard, der mener, at regeringen med aftalen uden om forligsparterne "toppede niveauet for dårlig Christiansborgskik".

Også hun mener dog, at valget nu er helt åbent, og at Lars Løkke Rasmussen kan vælge at trykke på valgknappen inden længe.

Hun bakkes op af Politikens kommentator, Peter Mogensen, der mener, at Løkke burde udskrive valg nu.

Det bliver dog næppe i dag. Ifølge Thomas Larsen vil regeringen bruge de næste dage på at skyde den ene aftale af sted efter den anden.

Samtidig har regeringen bedyret, at der bliver indkaldt til forhandlinger i forligskredsene om fleksjob og SU, hvor de bare - sammen med DF og Kristendemokraterne - har lagt sig fast på en aftale, der ikke står til forhandling.

Senere i dag - kl. 11.30 - holder statsminister Lars Løkke Rasmussen - sit ugentlige pressemøde, og du kan følge det på video og liveblog her på B.dk.

Køb adgang: Pæn opbakning til regeringens 2020-plan