Ja, jeg vil faktisk vove at påstå, at Helle Thorning-Schmidt (S) er den dårligste statsminister, vi nogensinde har haft.
Når man taler om politikere, kan »dårlig« selvfølgelig også betyde, »som jeg er uenig med«. Men det er slet ikke dét, jeg taler om her. Glem det politiske indhold, og se i stedet på de kolde fakta:
Ved valget i 2011, da Thorning blev statsminister, sørgede hun for at give sit parti det dårligste valg i 108 år.
På nær kommunalvalget i 2005 er Socialdemokraterne gået tilbage ved samtlige valg, hvor Thorning har været partiformand. Folketingsvalg, kommunalvalg, regionsvalg, europaparlamentsvalg – det hele har været en fiasko.
Ingen statsminister har nogensinde før måttet gå til Amalienborg så mange gange for at udskifte ministre, den nuværende regering er simpelthen en svingdørsarbejdsplads. Hele otte ministerrokader er det blevet til under Thorning. Af de 23 ministre, som hun oprindeligt præsenterede, er 12 forsvundet, mens otte har fået nyt ansvarsområde. Udskiftningen skyldes både betænkelige sager og frivillige fratrædelser, hvor flere ministre simpelthen har ment, at det ikke er attraktivt at være minister i Thornings regering.
Den ene regeringspartner, SF, har som bekendt forladt regeringen. Det blev der muligvis kun grædt tørre tårer over i Statsministeriet, men det er alligevel et udtryk for manglende evne til at holde sammen på det hold, der oprindeligt blev sat. Den anden regeringspartner, de Radikale, er blevet en skygge af sig selv. Vicestatsministeren, Margrethe Vestager, fandt jobbet for trivielt og fremtidsudsigterne for dystre. Hun forsvandt og efterlod sit parti til Morten Østergaard, som slet ikke tilfører Thornings regering dén følelse af tyngde, dygtighed og seriøsitet, som Vestager gjorde, og som statsministeren har så hårdt brug for.
Politiske resultater er der godt nok nogle af. Den generelle vælgerangst og det træge folkestyre taget i betragtning har Helle Thorning-Schmidt faktisk fået gennemført nogle udmærkede reformer. Men man er nødt til at vurdere succesen i lyset af to ting. For det første er de vigtigste reformer dem, som så dagens lys under Lars Løkke Rasmussen, og som Thorning blot overtog. For det andet er reformerne først og fremmest embedsmændenes fortjeneste, for den politik, som Thorning gik til valg på, er på ingen måde blevet gennemført. Hun har hverken et politisk projekt eller evnerne til at gennemføre det. Når regeringen er svag, tager embedsmændene over – og gudskelov for det.
Er der da slet ikke noget godt at sige om Thorning? Jo da. Hun har netop fejret sit tiårsjubilæum som partiformand, og her var der særligt ét ord, som gik igen, når folk ønskede hende tillykke: Statsministeren er sej. Hun er cool, hun er udholdende, hun holder sig oprejst under selv den vildeste storm. Hun står der endnu og smiler, selv om kritikken af hende gennem alle årene har været konstant og kontant.
Og ja, det er da sejt. Men siden hvornår har sejhed og udholdenhed været nok til at opveje inkompetence og fiasko? En administrerende direktør bliver da ikke rost og beundret, blot fordi han bliver siddende og holder ud, mens underskuddet vokser, medarbejderne flygter, og kunderne forsvinder. En sportsmand er ikke en succes, blot fordi han bevarer sin værdighed, mens han taber alle kampene.
Helle Thorning-Schmidt har ikke tabt næste valg endnu. Vælgerne vurderer hende langt mere troværdig end Lars Løkke. Men hun er en helt utrolig dårlig statsminister, som ikke fortjener at blive siddende.