En komité under den amerikanske kongres, der undersøger et muligt samarbejde mellem præsident Donald Trumps valgkampagne og Rusland, har ikke fundet beviser for, at det er sket.
Det siger formanden for komitéen, Devin Nunes. Komitéen er nedsat for at afdække, om Rusland var indblandet i præsidentvalget i 2016, hvor Donald Trump blev valgt som præsident.
»Vi ved, at Rusland har en lang historie i at blande sig i valg og bruge cyberangreb. Deres handlinger er på linje med, hvad der blev set under Sovjetunionen.«
»Vores manglende reaktion og forsvar imod Ruslands ageren, der er set mange andre steder i verden, er den største fejl lavet af efterretningstjenesterne siden 11. september 2001,« siger Devin Nunes ved åbningen af mødet mandag.
Han fortæller derudover, at der ikke er fundet beviser for, at Donald Trump eller hans stab bevidst har samarbejdet med Rusland for at påvirke præsidentvalget.
»En positiv ting ved dette her er, at vi nu er opmærksomme på truslen fra Rusland,« siger Devin Nunes.
Både Devin Nunes og næstformanden for komitéen, David Schiff, siger, at der ingen beviser er for, at tidligere præsident Barack Obama har beordret aflytning, eller at der overhovedet er gennemført aflytninger af Donald Trump.
/ritzau/