Godmorgen og velkommen til Berlingskes politiske morgenpost.

Selvom mandag kan være en hård start på ugen, kan du glæde dig over, at endnu en uge med politisk spænding og drama er på vej.

Jeg har samlet dagens vigtigste historier til jer læsere her til morgen, så du er godt klædt på til ugen. Lad os skynde os i gang med den første.

Dagens belejlige regnefinte

Komiker Christian Fuhlendorff kan fremover gå med oprejst pande og kalde sig en del af Danmarks bidrag til NATO.

I hvert fald tæller hans podcast med i Forsvarets regnskab, når Danmark skal forsøge at nå sit mål om at bruge to procent af bruttonationalproduktet på Forsvaret.

Det skriver forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) i et svar til Folketingets Forsvarsudvalg.

Podcasten har været meget omtalt, fordi den har kostet Forsvaret 453.000 kroner inklusive markedsføring på Instagram og Facebook. Den består af tre afsnit, og hvert afsnit er cirka en halv time langt.

Men regnemetoden bliver mødt af kritik fra både Dansk Folkepartis forsvarsordfører, Alex Ahrendtsen, og Danmarksdemokraternes forsvarsordfører, Lise Bech.

»Det er at snyde på vægten. I mine øjne kan man ikke indregne en podcast i NATO-bidraget,« siger Alex Ahrendtsen til DR.

Målet med podcasten er at reklamere for officersuddannelsen, og netop derfor mener forsvarsminister Troels Lund Poulsen, at udgiften kan regnes med.

»Det går ind under rekruttering. Og udgifter, der handler om rekruttering, går ind under Forsvarets samlede økonomi,« siger Troels Lund Poulsen til DR.

Alle NATO-lande har et mål om at bruge mindst to procent af BNP på Forsvaret. Der har tidligere været diskussion om »kreativ bogføring« i opgørelsen af de to procent til NATO, fordi statsminister Mette Frederiksen mener, at Ukraine-donationer også tæller, hvilket flere NATO-lande og dele af NATO har kritiseret offentligt.

Dagens drama om borgmesterposten

Roskildes borgmester Tomas Breddam (S) tabte lørdag et kampvalg om at blive Socialdemokratiets spidskandidat til det kommende kommunalvalg i Roskilde, skriver TV 2 Kosmopol.

Han fik kun 51 stemmer fra den lokale partiforening, mens hans udfordrer og partifælle Gitte Kronbak Nielsen fik 66 stemmer.

Nu venter en afgørende urafstemning, hvor de omkring 450 medlemmer af Socialdemokratiet i Roskilde får lov til at stemme, fordi ingen af de to kandidater fik mere end to tredjedele af stemmerne til mødet søndag. Resultatet vil vise sig efter påske, skriver TV 2 Kosmopol.

Der har været fremsat kritik af Tomas Breddams facon og evner til at samarbejde ifølge sn.dk, og derfor overvejer den siddende borgmester også sine muligheder frem mod urafstemningen.

»Jeg har været meget fåmælt i hele denne her proces. Det er jo det, jeg skal overveje nu. Altså skal jeg ligesom mere ud på banen og sige, hvad jeg tænker omkring forskellige ting? Eller skal jeg holde mig til virkeligheden at køre det her som en helt ren og sober intern proces? For det er jo det, det er,« siger Tomas Breddam til sn.dk.

Tomas Breddam blev borgmester i august 2019, da Joy Mogensen blev minister efter folketingsvalget samme år. Ved kommunalvalget i 2021 fik Socialdemokratiet i Roskilde et katastroferesultat og tabte hele 17,8 procentpoint.

Dagens politikerchikane

Da Christoffer Lilleholt sidste lørdag var til en fødselsdagsmiddag i Odense Centrum, tog aftenen pludselig en drejning.

Da han forlod restauranten, mærkede han pludselig, hvad der »føltes som et puf eller et slag«.

Det viste sig at hurtigt at være et kastet æg, der ramte lokalpolitikeren og smadrede ud over hans jakke, skriver TV 2 Fyn.

Det var en voldsomt irriterende oplevelse, siger Christoffer Lilleholt til B.T.

»Jeg synes, det er hamrende dårlig opførsel. I den bedste af alle verdener skulle politiet have fat i nakken på dem, og fortælle, at det ikke er i orden,« siger politikeren, der er søn af den kendte Venstre-politiker Lars Christian Lilleholt siger han til B.T.

Fyns Politi oplyser til mediet, at de jævnligt modtager anmeldelser om æggekast på Fyn, og at der både kan være tale om drengestreger, eller decideret chikane af offentlige personer.

Dagens opsummering af Moderaterne

I weekenden holdt Moderaterne med udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen i spidsen årsmøde. Her er et lynhurtigt overblik over, hvad der skete:

1. Under sin tale præsenterede Løkke et nyt forslag om behandlingsgaranti for fertilitetsbehandling. Forslaget er ikke afstemt med de to andre regeringspartier, men han er fortrøstningsfuld. »Det gode argument tæller, og vi har gode argumenter«, sagde han ifølge TV 2.

2. Løkke fejrede også, at danskere over 18 år fremover automatisk vil blive organdonorer. Det gjorde han ved at henvende sig til partifællen Mads Sebbelov, der har stillet et borgerforslag med netop det ønske. Det gjorde han, efter at han selv havde mistet sin 15-årige datter, mens de ventede på et donorhjerte.

3. Udenfor salen spurgte en journalist ind til, at Moderaterne har haft personsager nok til at »fylde en lille bus«. Selvom spørgsmålet var en klar reference til udsagnet om, at partiet er en klovnebus, ville Løkke ikke finde sig i den tiltale. Han forsvarede sig med, at der højst kunne være tale om en tandemcykel, sagde han.

Dagens korte historier

1. Mikkel Irminger Sarbo forlod posten som landsformand for Radikale Venstre i januar efter anklager om chikane. Søndag blev Poul Arne Bødker valgt som afløser uden modkandidater. Poul Arne Bødker har været medlem af eller suppleant til De Radikales hovedbestyrelse siden 2016, og siden 2023 har han været medlem af partiets forretningsudvalg, skriver Ritzau.

2. De Konservative holder et ekstraordinært landsråd 21. april i Herning, hvor politisk leder Mona Juul efter planen vælges som ny formand, oplyser fungerende formand Michael Ziegler til Ritzau. Der er i øjeblikket ingen modkandidater til Juul, men konservative medlemmer kan melde sig helt op til landsrådet, skriver Ritzau.

Dagens program

08:00: Pressearrangement om dansk-belgisk F-16-samarbejde

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) mødes med Belgiens forsvarsminister, Ludivine Dedonder, på Flyvestration Skrydstrup. Her vil de to ministre drøfte samarbejdet i F-16-træningskoalitionen, som Danmark er medleder af. I forbindelse med mødet vil der være et kort preselement, hvor de to ministre er tilgængelige for interview om samarbejdet.

09:00 Statsrevisormøde

Statsrevisorerne holder møde mandag den 18. marts 2024 klokken 9.00 Dagsorden følger.

12:30 Konference om flygtninge og integration

Røde Kors, Dansk Flygtninge Hjælp og Københavns Universitet er værter for konferencen 'Når lovgivning møder praksis', der fokuserer på hvordan flygtninge, frivillige og kommunale sagsbehandlere navigerer mellem integration og hjemrejse. På programmet er blandt andet en politisk paneldebat om det såkaldte paradigmeskift – her deltager Mohammad Rona (M), Rosa Lund (EL) og Peter Skaarup (DD).

Det var alt for i dag.

God dag.

Med venlig hilsen

Kasper Fast, journalist, kasf@berlingske.dk