Da Henrik Sass Larsen gik ned ad trappen til Hugos Vinkælder, var det med kurs direkte mod den til lejligheden opstillede mikrofon.
Den socialdemokratiske gruppeformand var i forvejen forsinket, og de fremmødte gæster på det kendte Køge-værtshus skulle ikke vente længere på at høre hans 1. maj-tale.
Sass har i en længere årrække holdt 1. maj-taler i Køge, hvor han selv er opvokset og valgt til Folketinget, og de seneste par år har han gæstet Hugos Vinkælder på arbejdernes internationale kampdag.
Her byder forpagter Thomas Madsen på kaffe og fadøl i alle afskygninger – og rundstykker til de tidlige gæster, der allerede klokken otte troppede op på det ikoniske værtshus for at fejre kampdag.
Der var mest af alt kaffekopper foran de fremmødte, mens der enkelte steder havde sneget sig en fadøl ind, selvom klokken endnu ikke havde passeret ti.
Den trange vinkælder var næsten fuld, og da Henrik Sass Larsen banede sig vej til mikrofonen, kvitterede de tilhørende med klapsalver.
Sass proklamerede, at han faktisk havde »gjort sig umage« med at skrive talen til denne 1. maj.
Flygtninge skal nøje udvælges
S-gruppeformanden indledte med at tale om rettigheder for socialt udsatte børn. Om hvordan et stærkt velfærdssamfund er nogen – men ikke alles – redning, og at børn af alkoholikere og misbrugere desværre nogle gange tager problemerne med ind i deres voksne liv.
»Jeg vil gerne sætte spørgsmål ved, om vi behandler plejefamilier og børn ordentligt, og om tiden ikke er til at skifte fokus. Væk fra hvilke krav biologiske forældre har og entydigt over på børnenes side,« sagde han.
Noget, der ligger Sass meget på sinde, måtte man forstå, ligesom han pegede på problemer med den borgerlige regerings udskældte kontanthjælpsloft:
»Hvis man vil gøre noget for de socialt dårligst stillede, kommer der mange og gode forslag, før man når til kontanthjælpsloftet,« lød det, hvilket fik en af tilhørende til at råbe:
»Hørt!«
Artiklen fortsætter under billedet
Henrik Sass Larsen har gennem længere tid været en af de mest markante socialdemokratiske stemmer i udlændingedebatten, og han har for alvor manifesteret sig som partiets hardliner.
Gang på gang har han betonet, at antallet af indvandrere og flygtninge, vi tager imod, skal begrænses – ellers mislykkes integrationen. Og han har gjort det klart, at Socialdemokratiet ikke vil »ofre velfærdssamfundet i humanismens navn«.
I sin tale fremhævede Sass Canada og Australiens måder at regulere flygtningestrømmen på.
»Australien og Canada er begge lande, hvor man meget nøje regulerer antallet, som kommer til landet som indvandrere – og meget nøje udvælger præcis, hvem de giver adgang. I Australien har man indført et system, hvor alle spontane bådflygtninge afvises og fragtes til en ø, hvorfra al asylbehandling foregår. Det har så stort set stoppet de spontane flygtninge,« sagde Sass og fortsatte:
»I Canada sender de funktionærer til flygtningelejre og udvælger nøje den arbejdskraft, de har brug for, og ledsager det om krav om fuld beskæftigelse, for ellers bliver man hældt ud af landet igen. Hvor det er befolkningerne, der tager stilling til, hvem og hvor mange der skal komme, og ikke menneskesmuglerne.«
En model, Sass gerne ser for sig i Danmark:
»Det er min overbevisning, at vi skal gøre det samme i Danmark. Det er os, der skal styre det, og ikke menneskesmuglerne.«
Mødet med »Suzuki-Torben«
Hugos Vinkælder blev kendt i offentligheden, da BT i 2011 bragte et billede af Sass ved et bord foran beværtningen i selskab med den tidligere S-lokalpolitiker Tommy Kamp samt rockeren Torben Ohlsen Jensen, der går under navnet »Suzuki-Torben.«
Et møde, der fik PETs opmærksomhed, og en efterfølgende SMS-korrespondance mellem Sass og »Suzuki-Torben« fik efterretningstjenesten til at konstatere, at rockeren havde ageret bodyguard for Sass.
Det førte i sidste ende til, at Sass ikke i første omgang blev minister i Helle Thorning-Schmidts (S) regering. Han var ellers blevet betegnet som et sikkert kort på Thornings ministerhold, og af flere blev han spået som ny finansminister.
Henrik Sass Larsen gæster stadig stedet ofte, og efter talen uddyber han sin idé om en ny asylmodel over en kop kaffe i solen foran vinkælderen.
Indføres en model som den australske eller den canadiske i Danmark, ville det betyde, at al asylbehandling skulle foregå i FN-drevne flygtningelejre og ikke på dansk jord.
»Jeg synes, det er den mest retfærdige og ordentlige måde at gøre det på. Hvis man visiterer direkte fra FN-lejre, har alle jo i princippet en lige chance for at søge asyl. Så er det ikke kun dem, der har råd til at betale en menneskesmugler for at komme hertil,« forklarer Sass og fortsætter:
»Og så giver det os mulighed for at screene folk, så dem, vi får, har størst mulig chance for at få succes på arbejdsmarkedet i et moderne informationssamfund. Derfor synes jeg, at den måde, Canada eksempelvis screener på, er klog. Vi ved jo, at hvis folk kommer til et land og får beskæftigelse, så fungerer alt bedre.«
Så vi skulle udvælge flygtninge, som havde et vist potentiale for at blive en succes på arbejdsmarkedet i Danmark?
»Ja. Det vil jeg som udgangspunkt mene – det gør canadierne. Vi skulle altså se på, hvem der har størst chance for at have integrationspotentiale, hvis de kommer hertil.«
Henrik Sass Larsen betoner, at det i hans øjne er »centrum-venstres sidste chance for at gøre noget ordentligt«:
»Og der synes jeg faktisk, at det her er en ordentlig måde at gøre tingene på.«
Den australske model indebærer en asyllejr i østaten Nauru i Stillehavet, hvor der har været flere meldinger om stærkt kritisable forhold for de flygtninge, der opholder sig der.
Hvordan vil du sikre ordentlige forhold i lejrene, hvis modellen overføres til Danmark?
»Man kan jo gøre det, at man laver FN-lejre, som vi også gerne vil være med til at finansiere. Og så sørge for at uafhængige eksperter og observatører holder øje med, om der er betryggende og ordentlige forhold. Det, synes jeg, er helt rimeligt. Så det kan man jo gøre på den måde,« siger Henrik Sass Larsen.
Sass' mange gentagelser
Foruden de asylansøgere, der kommer til Danmark, modtager vi hvert år en gruppe af de såkaldte kvoteflygtninge fra FN-drevne asyllejre – siden 1989 har det været 500 om året. Der er tale om en særligt sårbar gruppe flygtninge, som vi har forpligtet os til at tage imod.
Regeringen med udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) i spidsen valgte sidste år at suspendere ordningen på ubestemt tid med argumentet om, at vi modtager mange asylansøgere. Socialdemokratiet bakker op om beslutningen, hvilket partiet er blevet kritiseret skarpt for.
Henrik Sass Larsen understreger, at det i hans øjne stadig er på sin plads at suspendere ordningen.
Men hvis man indfører din asylmodel, hvor man kan udvælge flygtninge, efter hvor stort integrationspotentiale de har, skal man så også løfte sit ansvar og tage imod en gruppe svage og særligt sårbare flygtninge, som kvoteflygtningene jo er?
»Det kan man også gøre, ja. Det kan man jo aftale sig til. 500 om året, som er særligt svage, det mener jeg nu nok, vi vil kunne håndtere. Men det afhænger selvfølgelig altid af, hvor mange vi totalt set får ind.«
Artiklen fortsætter under billedet
Forrige weekend præsenterede Socialdemokratiet et udkast til det syvende principprogram i partiets historie, og for første gang har integration og udlændinge fået et selvstændigt centralt punkt i programmet.
Det slås blandt andet fast, at Socialdemokratiets politik skal balancere mellem ønsket om at hjælpe mennesker i nød og hensynet til sammenhængskraften og den danske velfærdsstat. Og at de mange udlændinge, der er kommet hertil over de seneste årtier, udgør en »massiv udfordring«.
Noget, Henrik Sass Larsen har betonet »mange gange«, siger han.
»Nu har jeg gentaget det her synspunkt gennem mange år, men jeg konstaterer så med stor tilfredshed, at der er fin overensstemmelse med, hvad jeg selv mener, og hvad Socialdemokratiet mener nu om dage. Så det er jeg meget glad for,« siger han.
»Jeg siger stop«
Penneføreren på det socialdemokratiske principprogram, udlændingeordfører Dan Jørgensen, forklarede under præsentationen af den politiske drejebog, at han under udarbejdelsen havde talt med adskillige socialdemokrater, der pegede på udlændingepolitikken som et af de vigtigste politiske områder.
Også Henrik Sass Larsen oplever, at udlændingepolitikken fylder i bevidstheden hos hans partifæller.
»Det gør det da. For det er jo en kæmpe udfordring for et parti, som har en humanistisk tradition, lige pludselig at vågne op til erkendelsen af, at vi faktisk ikke kan redde hele verden,« siger han.
»Det, der har været problemet med nogle af de menneskerettigheder og konventioner, der er vedtaget, er, at man udsteder hver enkelt flygtning i hele verden med en egentlig individuel ret til at komme til Danmark eller et vestligt land,« understreger Henrik Sass Larsen og fortsætter:
»Og det eksperiment er ligesom brudt sammen for øjnene af os alle sammen. Det er det, jeg har prøvet at påpege: Det er et eksperiment, som er gået for vidt. Og som vi simpelthen er nødt til som ansvarligt parti at få sat et stop for. For ellers går det ravruskende galt. Og det er allerede sket mange steder.«
Men hvor mange asylansøgere skal Danmark så tage imod? Henrik Sass Larsen ved godt, at han har sat sig selv i et – med hans ord – »djævelsk dilemma«, for hvor skal grænsen ligge?
»Når man så er blevet enige om en grænse og har sat den på, lad os sige 25.000, hvad så med nummer 25.001? Det er jo det, der er det svære. Det er jo ikke at tage imod de første 24.999. Det er, når de sidste to står der. Hvad så? Hvad ville du egentlig gøre her?« siger han og uddyber:
»Og der er det jo, at utroligt mange med en humanistisk tradition nægter at svare på spørgsmålet men taler uden om.«
I svarer jo heller ikke på det?
»Jo, jeg siger stop.«
Men du sætter ikke en grænse?
»Jo, det har jeg jo faktisk gjort. Jeg har jo defineret en grænse ved at sige, at vi skal tage imod så mange, som vi succesfuldt kan nå at integrere. Og det betyder, at vi begynder at tælle op rundt omkring i kommunerne for at finde ud af, hvor meget vi kan klare. Og vi begynder at tage bestik af, hvor mange vi allerede har,« siger Henrik Sass Larsen:
»Og så sætter vi faktisk på et tidspunkt et antal.«
»Det er jo et farligt emne, det ved jeg godt«
En af de fremmødte ved 1. maj-arrangementet er Maria Jakobsen, der er sygehjælper på Køge Sygehus. Hun fylder 70 år på onsdag og sørger altid for at tage fri på arbejdernes internationale kampdag.
»Min søn ringede ellers i fredags og spurgte, om jeg ville passe mit barnebarn, men så kom han i tanke om, at det jo er 1. maj. Jeg vil jo altid gerne passe, men 1. maj er speciel,« siger hun.
Maria Jakobsen er altid med fra morgenstunden og slutter for det meste sin kampdag af med stegt flæsk med persillesovs på en af Køges restauranter. Hun bor lige over Hugos Vinkælder og beskriver det som det helt rigtige sted at fejre kampdag.
»Det er ikke bare et værtshus. Man kan sagtens være hernede med sin familie og få en kop kaffe, og der er ikke noget fuldebøtteri. Det har en helt speciel atmosfære,« fortæller hun.
Sass’ tale var god, mener Maria Jakobsen, der særligt fremhæver budskabet om de socialt udsatte børn. Men også hans ord om udlændingepolitikken er værd at lytte til, understreger hun.
»Jeg synes faktisk, han har meget ret i, at antallet betyder noget. Vi kan jo ikke bare tage imod alle, for så ødelægger vi vores velfærdssamfund, som vi har kæmpet for i mange år. Jeg tror, det er meget, meget vigtigt, at man begrænser antallet, så man kan hjælpe dem, der kommer, ordentligt,« siger Maria Jakobsen.
Ved et af nabobordene sidder 66-årige Jonny Jarndorf, der er »aktiv pensionist«, som han selv udtrykker det. Han er formand for den socialdemokratiske partiforening Køge Syd-Vest.
1. maj er vigtig, understreger han, for den danske model er under pres, og kampen mod social dumping kæmpes bedst under røde faner.
Også han har bidt mærke i Henrik Sass Larsens skarpe udlændingekurs.
»Det er jo et farligt emne, det ved jeg godt. For der er mange forskellige holdninger til det. Men jeg synes, at der er meget rigtigt i det, han siger. Det er jo så nemt bare at sige, at vi skal tage imod alle flygtninge, og vi skal være barmhjertige, men så kommer der noget bagefter, der hedder integration. Lykkes den ikke, mister vi sammenhængskraften i det danske samfund,« siger Jonny Jarndorf og fortsætter:
»Derfor er der en vis smertetærskel i forhold til, hvor mange man kan lukke ind.«
Så du er enig med ham i det, han siger?
»Han har jo sagt det før. Han siger det altid på sin særlige Sass-måde. Han er hård – men han siger tingene, så man forstår dem, og han siger det altid lidt skarpere end alle andre. Så trænger det måske lidt bedre ind,« siger Jonny Jarndorf.