Hvis man i København på det seneste har mærket, hvad et forhøjet terrorberedskab gør ved en by, så er det flere steder i USA efterhånden blevet en permanent tilstand. Det gælder ikke mindst den årlige Oscar-ceremoni, der også i år var omgærdet af et enormt sikkerhedsopbud. Årsagen er klar.

Omkring en halv milliard af jordklodens godt og vel syv milliarder indbyggere fulgte på alverdens TV-stationer med i Oscar-ceremonien natten til mandag, hvilket gør Oscar til verdens største enkeltdagsevent, når det gælder opmærksomhed fra både medier og befolkninger. Et oplagt mål, der skal beskyttes. Faktisk er The Dolby Theatre på Hollywood Boulevard bygget kort tid efter terrorangrebet på New York i 2001, så der er helt alvorligt tænkt på, at salen skal være sikker i forhold til angreb med kemiske våben. Og endda mindre bombeangreb. Der har også været forlydender om, at der er bygget et hemmeligt tunnelsystem under det store biografteater, men det er indtil videre ikke blevet bekræftet.

Gaderne omkring The Dolby Theatre blev i ugen op til Oscar-uddelingen gradvis lukket en for en, og da vi nåede frem til søndag, var tre gange to blokke omkring det shoppingcenter, som salen er bygget ind i, helt og aldeles spærret af. Akkurat som man i Det Vilde Vesten sikrede et fort. Som gæst kunne man kun komme ind i nærheden af salen, hvor showet foregik, hvis man tålmodigt lod sin taske og jakkelommer tjekke i metaldetektorer ved to sikkerhedsknudepunkter.

Alle små og store veje i kvarteret var spærret med store hvide cementblokke, der var umulige at køre igennem selv med en gigantisk bulldozer. Omkring 600 politibetjente stod bevæbnet med smil og solbriller, javel, men mange havde også noget, der lignede maskinpistoler, hvis ikke de blot havde to pistoler hver og en knippel på størrelse med et baseballbat.

Kloakkerne på Hollywood Boulevard var blevet gennemtjekket af det lokale politi i løbet af lørdagen op til Oscar-uddelingen, politihelikoptere kredsede i luften nonstop, og der var snigskytter fra LAPD på tagene. Snigskytter der er trænet af FBI og Secret Service, skrev branchebladet The Hollywood Reporter. Den slags sikkerhedsdetaljer er betryggende, men også samtidig med at til at skabe en smule uro i kroppen.

Husets regler var skrappe

Jeg boede på et helt almindeligt Best Western hotel i Hollywood Hills, og på de tre kilometers gåtur ned til Hollywood Boulevard mødte jeg verdens yderpunkter. Først tomme øjne hos en hjemløs med en kop i hånden, der spurgte, om jeg kunne undvære nogle håndører? Sørens også. Den slags havde jeg jo ikke lige med i mit jakkesæt og butterfly, selv om jeg nok i hans øjne lignede en kvart million eller deromkring.

Kun en halv time senere sad jeg i presserummet, hvor der var gratis mad og drikke fra luksusafdelingen i livet og dermed dårlig samvittighed hos mig i forhold til den hjemløse mand. Jeg var bare nødt til at glemme det, for der skulle skrives artikler, og der skulle tweetes, men ikke uden at følge alle de regler der var stukket ud på forhånd.

Vi var for det første advaret om ikke at paradere i nabolaget med vores pressebadge. Vi måtte ikke fotografere det og offentligt dele det på for eksempel twitter. Gjorde vi det, blev halsbåndet klippet, lød det.

»I skal betragte jeres kort som rede penge. Mange penge,« sagde sikkerhedschefen under en rundvisning bag kulisserne allerede onsdag i sidste uge. Vi måtte ikke fotografere i pressesalen, og vi måtte for alt i verden ikke gå ind bag et sort forhæng for enden af den gang, vi sad på et sted på tredje etage i Loews Hotel, der ligger lige bag The Dolby Theatre.

»Der er ikke noget bag forhænget, men hvis I kigger ind bagved det, bliver I smidt ud,« formanede sikkerhedschefen en anelse modsætningsfyldt.

Man fik næsten lyst til at kigge, men jeg nærede mig, for der var lige knap 14.000 kilometer hjem. Vi var i øvrigt knap 1.700 mediefolk, hvoraf kun et sted mellem 300 og 400 var fra den skrevne presse. TV fyldte meget.

Stjerneparade i konferencerummet

Som journalist, der slap igennem nåleøjet, fik man et sæde i et kæmpestort konferencerum i Loews Hotel. Når man befandt sig bag kulisserne, havde man mulighed for at lytte med forskellige steder, som man ikke havde mulighed for ved TV-skærmen derhjemme. Det gjaldt først og fremmest ved de korte pressemøder med vinderne, der defilerede forbi – en for en i løbet af aftenen. Og hvad sagde de så om at vinde den berømte Oscar?

J. K. Simmons håbede, at den ville give ham flere gode tilbud. Han blev i øvrigt klappet ud af salen efter seancen. Selv hos garvede filmjournalister har han sat i banken i en lang årrække. Patricia Arquette, der ikke har været meget i søgelyset, siden hun havde en del markante roller i 1990erne, fik endnu større klapsalver for sin feministiske takketale, der bag scenen blev udbygget til at handle om alle minoriteter.

Den mest spontane hyldest i presserummet gik til Graham Moore, der har skrevet manuskriptet til »The Imitation Game«. Han fortalte, at han havde forsøgt at begå selvmord, da han var kun 16 år gammel. Derfor opfordrede han alle de 16-årige, der følte sig anderledes, til at vedblive med at være det og forsikrede dem om, at deres tid nok skulle komme, hvis de ellers var tålmodige.

Bag kulisserne fungerede den amerikanske logistik upåklageligt, fordi vi var briefet i alle ender og kanter. På den baggrund var der ikke mange uforudsete begivenheder eller skuespillere, der faldt over kabler. Eddie Redmayne var lige så kejtet og ungdomsbegejstret bag kulisserne, som han var på scenen. Og Julianne Moore var ligeså gedigent glad for at vinde sin første Oscar den femte gang, hun var nomineret.

Det var en syret oplevelse at sidde i pressecenteret og forsøge at følge med i vindernes pressekonferencer, der kørte videre samtidig med showet. Som journalist forsøgte man efter bedste evne at lytte til vindernes svar med det ene øre og det, der foregik på scenen, med det andet. Det gav en del surrealistiske situationer.

Bedst som værten, Neil Patrick Harris, løb rundt i underbukser i en sketch, der var en hyldest til Michael Keaton og hans fantastiske rolle »Birdman«, stod den polske instruktør Pawel Pawlikowski midt i en længere redegørelse om polske jøder og Anden Verdenskrig. Absolut lige så modsætningsfyldt en situation som bumsen på gaden og den gyldne Oscar-statuettes eksistens.

Modig mexicansk instruktør

Aftenens fornuftigste vinder var superhumanisten Alejandro González Iñárritu. Bag kulisserne sagde han:

»Jeg har stadig ikke helt forstået, hvad det er, jeg har foretaget mig på den her film. Hvorfor jeg tog de chancer, som jeg tog. Jeg tror det handler om at blive min frygt kvit. Frygt er en helt utrolig størrelse. Frygten er livets kondom. Den tillader ikke, at du nyder tingene ordentligt. Jeg tog kondomet frem, men jeg brugte det ikke. Jeg smed det ud, og det hele blev ægte. Det var rigtig kærlighed«.

Alejandro González Iñárritu tog dermed prisen for aftenens mest centrale citat med: »Frygten er livets kondom«.

Han sagde det om de bånd, der bandt ham som instruktør, som han formåede at sprænge så flot med »Birdman«, men han kunne også have sagt det om livet som sådan eller om den måde, amerikanerne pakker deres awardshow ind i sikkerhed.

Og sådan som de pakker alt muligt andet ind i sikkerhed og frygt, men det er en helt anden historie.