Byportene var netop revet ned, men voldene lå endnu rundt om den gamle by, da den første stump af Istedgade så dagens lys i 1859. Tilstrømningen til byens forstæder var begyndt, men på Vesterbro gik det noget langsommere end på Nørrebro, og Istedgade blev derfor anlagt i flere etaper. Den første del af gaden strakte sig kun mellem Gasværksvej og Viktoriagade, men en snes år senere var byggeriet af arbejderboliger også blevet intensiveret på Vesterbro, og på det tidspunkt var Istedgade planlagt til at være bydelens store gennemgående trafikåre med et væld af sidegader, og som langt ude på Vester Fælled krydsede Enghavevej og fik forbindelse med Valby Langgade.

Vesterbro var i de år en magnet for indvandrere til hovedstaden, og inden for blot en kvadratkilometer blev der anlagt adskillige gader med lige så mange beboere som mellemstore provinsbyer, og med det voksende behov blev der i og omkring Istedgade opført en håndfuld skoler og kirker.

»Istedgades Friskole« fra 1892 lå længst ude i et åbent område nær Enghavevej, hvor der fra gammel tid havde løbet en åben grøft, som førte spildevand ud i Kalvebod Strand omtrent ved den nuværende Sønder Boulevard. Stedet var velkendt, for her lå desuden et folkeligt forlystelsesetablissement med egen badeanstalt kaldet Belvedere.

Da den snavsede grøft blev overdækket, anlagde man den brede Dybbølsgade, som netop ved friskolen ramte Istedgade i en spids vinkel. Uheldigt for trafikken, men problemet blev løst ved at afkorte begge gader, og således opstod Enghave Plads næsten helt af sig selv.

En del af pladsen blev med årene knudepunkt for bydelens sporvognslinjer, men det var et vældigt areal, og det meste af området mellem Enghavevej og Vester Fælledvej var endnu uden bymæssig bebyggelse.

Kolonihavefolket blev i 1890erne en magtfaktor, der satte sit præg på byen. Således også på Vesterbro, og omkring århundredskiftet blev der anlagt ikke færre end 160 kolonihaver langs Ny Carlsberg Vej. Navnet Enghaven gav sig selv, og her kunne man ligge på landet fra tidligt forår til sent efterår, og man kunne have sin egen køkkenhave og være selvforsynende med frugt og grønt.

En flagstang og et lille hus måtte der til, så man kunne overnatte, og arkitekturen havde frie udfoldelsesmuligheder. Mange huse var opført af affaldstræ fra Sydhavnen, hvor lossepladsen flød med brugbare byggematerialer. Her ude for enden af Istedgade flyttede mange familier i haven omkring Første Verdenskrig, men byen voksede, og efter et par årtier var den lille oase næsten helt omkranset af bymæssig bebyggelse.

I 1927 var det slut, og akkompagneret af højlydte protester blev haveforeningen nedlagt. I stedet anlagde kommunen en park med legepladser, plæner og blomsterbede, som mange flere af bydelens borgere skulle have glæde af. Betalingsskolen på Enghave Plads var for længst blevet kommunal, og i den nyanlagte Lyrskovgade etablerede kommunen både badeanstalt og bibliotek. Tiden var moden til de sociale fremskridt, og i den ligeledes nyanlagte Ejderstedgade blev der opført en ejendom med fortrinlige lejligheder og udsigt over parken – blandt jævne mennesker kendt som pamperkarreen.

Kolonihaverne blev glemt, men sporene var vanskelige at slette, og endnu mange år senere kunne den stedkendte ungdom gå på æble- og pærerov i Enghaveparken.