Hvornår er det blevet et kunstnerisk kvalitetskriterium, at en film er skrevet, produceret eller instrueret af en person af et bestemt køn?
Danske Filminstruktørers formand, Christina Rosendahl, svinger nu pisken på vegne af en aktionsgruppe. Hun foreslår ifølge filmmagasinet Ekko (2. nov. 2016), at Det Danske Filminstitut fra 2025 skal øremærke minimum 40 procent af støttemidlerne til hvert køn, hvis der ikke forinden ad frivillighedens vej er skabt balance i kønsregnskabet. Det efterlader 20 procent, hvor der kan disponeres frit, men det bemærkes, at filminstituttets konsulenter også her skal tilstræbe balance.
Dette forslag sker som opfølgning af en rapport fra filminstituttet, der hævder, at der foregår »systematisk forskelsbehandling« af kvinder. Men som bl.a. filminstruktøren Niels Nørløv Hansen har påpeget, indeholder denne rapport en central figur, der viser, at der blandt dem, der søgte om udviklingsstøtte til spillefilm, var 25 procent kvinder, mens der blandt dem, der fik bevilget støtte, var 29 procent kvinder. Kort sagt: Meget få kvinder søger filmstøtte, men gør de det, opnår de hyppigere støtte. Er det diskrimination? Eller skyldes det i virkeligheden, at kvinder er mere passive end mænd, når det kommer til skabelse af en filmkunst, der appellerer?
En del mandlige filminstruktører siger nu fra over for forslaget om kvoter, herunder Christian E. Christiansen, Esben Tønnesen og Nikolaj Feifer samt manuskriptforfatteren Lars K. Andersen. De er alle enige med filminstruktøren Ole Christian Madsen, der udtaler, at: »Så længe støttetildelingerne afspejler forholdet mellem mandlige og kvindelige ansøgere, må hovedindsatsen vel være at få flere kvindelige instruktører til at ansøge eller generelt få sat produktiviteten op hos kvinderne. Kvoter er et defensivt og hjælpeløst modtræk, der skyder over målet og ikke vil føre til bedre og mere diverse film.«
Frem for at skabe fælles fodslag, er der nu ved at udvikle sig en front mellem mandlige og kvindelige filminstruktører. Dokumentarinstruktør Mikkel Stolt anfører, at: »Jeg tror virkelig ikke, det skaber grobund for ligestilling; jeg er tværtimod bange for, det skaber grobund for kønsrelateret forskels- tænkning – og det er jo noget helt andet.«
Dog har enkelte kvindelige kunstnere også vendt sig mod kønskvotering. Således udtrykker dramaturg Trine Breum, at: »Jeg ville godt nok osse føle det som et ligestillingsmæssigt tilbageslag, hvis jeg fik job/støtte på grund af mit køn frem for mine kvalifikationer ...«
Herhjemme har Susanne Bier vundet en Golden Globe og en Oscar i 2011 for »Hævnen«, og hun har instrueret TV-serien »Natportieren«, som hun modtog en Emmy Award for i 2016. Lone Scherfig blev i 2009 nomineret til en Oscar for »An Education«. Det er begge glimrende eksempler på, at det er svært at få øje på det påståede glasloft for kvindelige danske filmskabere.
På trods af at man har indført kvindekvoter i den svenske filmproduktion, har de danske kvindelige filminstruktører langt større succes end de svenske. Susanne Bier har med udgangspunkt i egne erfaringer understreget (Information 8. marts 2012), at hvis kvinder er villige til at acceptere de nødvendige afsavn, så er der også mulighed for at skabe sig en topkarriere: »Man skal som kvinde bekæmpe sin egen bekvemmelighed og simpelthen acceptere, at ja, det har en personlig pris at være instruktør. Det lover jeg dig for, at mange mænd har accepteret før mig, og det skal vi kvinder også til, hvis vi vil have en fod indenfor.«
Susanne Bier sekunderes af Prami Larsen fra Filmværkstedet: »Der er så mange talentfulde unge kvinder, der laver hamrende gode film hos os. Men der er simpelthen for mange, der falder fra efter første film. De søger først igen, hvis pitchet er helt perfekt … kvinderne er langt mindre villige til at gå på kompromis med deres livsstil.«
Lad os et øjeblik vende blikket mod nord. Allerede i 2005 blev det aftalt, at det svenske filminstituts midler skulle fordeles med en lige stor portion til de to køn. Det Danske Filminstituts direktør, Henrik Bo Nielsen, er ikke imponeret over den svenske ordnings resultater og vil ikke have indført det svenske system i Danmark: »Hvis jeg fortsat kun har sytten procent kvindelige instruktører, som ansøger på spillefilmordningen, og de pludselig skal have halvdelen af filmstøtten, vil sandsynligheden for, at en kvinde får støtte, lige pludselig tredobles… Jeg er ikke sikker på, at det fremmer kvaliteten.«
Henrik Bo Pedersens betragtning kan kvalificeres via et eksempel fra Norge, hvor der også er erfaringer med kønsrepræsentation ved filmstøtte. Vi risikerer nu i Danmark med Rosendahls forslag at løbe ind i de samme problemer, som man oplevede i Norge.
I en kronik fra 2011 kom den tidligere norske filmkonsulent Nikolaj Frobenius med en bemærkelsesværdig kommentar til den ligestillingspolitiske virkelighed, som han arbejdede under i de forgangne år, da han anbefalede filmen »Pax«. Filmen fik dårlige anmeldelser og blev set af blot 830 mennesker i åbningsweekenden og 3.500 i alt – trods et støttebeløb på ti millioner kroner, et samlet budget på 30 millioner og en pæn buket norske stjerneskuespillere.
Ifølge ham var den afgørende årsag til støtten, at instruktøren var kvinde. Frobenius fremdrog således: »Spørgsmålet om radikal kønskvotering var særdeles aktuelt i 2007, da »Pax« fik offentlig støtte. Kulturminister Trond Giske (Arbejderpartiet) sagde i december 2006, at hvis filmbranchen ikke retter op på den skæve kønsbalance, vil der blive indført en radikal kønskvotering i 2010.«
Kun 15 procent af projekterne i Frobenius’ ansøgningsbunke om produktionsstøtte havde kvindelige instruktører: »At ændre femten procent til 50 procent på knap tre år skulle vise sig at medføre store udfordringer og lagde et tilsvarende stort pres på konsulenterne for at finde projekter, som havde kvindelige hovedaktører (manus, regi, producent eller hovedrolle).«
Den kvindelige instruktør (og journalist) fik da også de mange millioner uden den erfaring, der normalt krævedes til et så stort projekt. Hun havde kun instrueret én film før. Ifølge Frobenius blev alle ansatte i Filmfondet tilmeldt et »obligatorisk seminar, hvor en svensk ekspert fortalte om, hvordan organisationen kunne gå frem for at udrense mandschauvinistiske holdninger hos konsulenter og ansatte i virkemiddelapparatet.«
»Kvalitetsbegrebet er ikke en absolut sandhed og kan ikke bruges som argument for, at kvinder ikke skal lave film,« sagde den svenske professor Anna Wahl. Den norske kulturminister var »selv til stede på disse arrangementer og ville sørge for, at konsulenterne virkelig mødte frem og tog truslen om kvotering alvorlig … Det var det pres, alle konsulenterne i Filmfondet var udsat for. Det er baggrunden for den vurdering, jeg i 2007 udfærdigede om spillefilmprojektet »Pax«.«
Læren er, at ændring af de traditionelle kønsneutrale principper for filmstøtte kan have katastrofale konsekvenser: 1) spild af skatteydernes penge, 2) diskrimination af talentfulde mandlige ansøgere, der afvises, hvorved vi kan gå glip af kvalitetsfilm, 3) en bjørnetjeneste over for unge favoriserede kvinder, der udvikler massive mereværdskomplekser og går glip af den traditionelle hårde erfaringsindsamling og modning frem mod virkelig excellence.
Den allervigtigste erfaring fra »Pax« er dog, at alene truslen om at indføre kønskvotering virker. De norske medarbejdere på filminstituttet gik faktisk i gang med at indføre »kønsbalance« alene i kraft af truslen om, at hvis ikke de selv rettede ind, ville der komme en lovfæstet regel om kønskvotering – den trussel, som nu ligger og lurer i baggrunden hos ledelsen af de danske filminstruktører.
Kan det virkelig være en fagforenings opgave ensidigt at varetage den ene halvdel af medlemmernes interesse og samtidig tilsidesætte den anden halvdels krav på at blive vurderet alene på talentet? Er det ligestilling?