I spidsen for danske kødproducenter står en af landets største virksomheder, og største eksportvirksomheder, nemlig Danish Crown, og den har fået betydelig fart på væksten igen i 2011. Det er der i øvrigt en del af virksomhederne i branchen, der har. Omsætningen i brancheudsnittet er steget med 13 procent. Vælger man at se bort fra Danish Crown, som står for 3/4 af den samlede omsætning, oplever virksomhederne en stigning i omsætningen på ni procent.Det er dog ikke alle virksomhederne, som også formår at tjene penge. Det tyskejede Slagteriet Brørup har på kun to år øget sin omsætning mere end 50 procent, men begge af årene har virksomheden givet underskud. Et andet privatejet selskab, Skare, ser ud til at være løbet ind i muren. Væksten er gået i stå, og overskuddet forsvundet. Med Danish Crown er resultatet efter skat steget med 174 millioner til 2,58 milliarder, mens resultatet er faldet fra 376 til 363 millioner uden Dansih Crown.En række danske landmænds polske svine-eventyr i Polen Invest fortsætter til gengæld med at vokse, samtidig med at man tjener penge og det samme gør sig gældende for Idavang, som ditto har stort held med svineproduktion i Litauen og senest i det vestlige Rusland.