Normalt deler de bøder ud til bilister, der ikke overholder parkeringsreglerne, men nu får p-vagterne i København en ny rolle, når de spadserer rundt i gaderne.
De skal nemlig til at dele deres viden om storbyen med turister, der er faret vild eller har brug for et tip til en seværdighed. Københavns Kommune har taget hul på et pilotprojekt, hvor p-vagterne skal fungere som guider for turisterne i byen, når de alligevel er på arbejde.
»Vi vil gerne give turisterne endnu bedre service, når de besøger København. Det skal være nemt for turisterne at få den information, de har brug for. Derfor har vi spurgt p-vagterne, som i forvejen opholder sig i byrummet, om de har lyst til at dele ud af deres viden om byen og dens seværdigheder eller vise vej, når turister er faret vild,« siger Thomas Jakobsen, direktør i kommunens kultur- og fritidsforvaltning, i en pressemeddelelse.
Parkeringsvagter har ikke det bedste ry, og der har været en række sager, hvor vagter er blevet udsat for chikane. Derfor kommer det heller ikke bag på Jes Øksnebjerg, der er chef i Center Parkering, at det har været nemt at skaffe de 11 medarbejdere, der skal deltage i projektet.
»Parkeringsvagterne er jo en faggruppe, der ikke altid bliver mødt med smil, så når der er en chance for at få en anden type borgerkontakt og vise, at vi er med til at holde byen levende, så er medarbejderne på pletten,« siger han i en pressemeddelelse.
De 11 p-vagter/turistguider bliver udstyret med et skilt med ordene »ASK ME«, så det er synligt for turisterne, at de kan få hjælp.
Hvis projektet bliver en succes, er planen, at det skal fortsætte ind i 2016, og så skal flere p-vagter kobles på.