Den nye regering har gjort det til en mærkesag at rykke statslige arbejdspladser fra hovedstaden til yderområderne. Det, der ofte omtales Udkantsdanmark, skal styrkes i en tid, hvor flere og flere stormer mod byerne og efterlader de små samfund øde.
Men det er en kamp, der ikke kan vindes, hvis man skal tro Jan Christiansen, tidligere stadsarkitekt i København.
»Man kan godt flytte nogle arbejdspladser ud på landet, men det bliver kun kosmetik. Realiteten er, at det er i byen, det sker. Tendensen til, at folk flytter til byen, vil blive ved med at forstærkes,« vurderer han og giver et eksempel fra sin egen verden:
»Jeg har venner fra Jylland, hvis børn flyttede til København for at uddanne sig, og nu er forældrene også flyttet hertil. For at være tæt på deres børnebørn. Den strøm kan du ikke stoppe ved for eksempel at flytte Naturstyrelsen til Jylland.«
Som stadsarkitekt i hovedstaden fra 2001 til 2010 var Jan Christiansen kommunens øverste embedsmand, når det gjaldt byplanlægning. Dermed var han en central figur i etableringen af helt nye kvarterer som Ørestad, Nordhavn og Sluseholmen, ligesom han var dybt involveret i byggeriet af DR Koncerthuset, Operaen og Skuespilhuset.
Han er med andre ord om nogen Københavns mand. Hvilket han da heller ikke lægger skjul på. Det vender vi tilbage til.
Berlingske har opsøgt den tidligere stadsarkitekt til en snak om, hvor København er på vej hen, og hvad det var, der skete i de brølende år efter årtusindskiftet, hvor byen blev fyldt med kraner. Det er også emnet for den bog, som Jan Christiansen udgiver i denne uge.
I »Det ny København«, som det 300 sider store, rigt illustrerede værk hedder, gør han boet op efter sine år som stadsarkitekt. En epoke, han betegner som et nyt moderne gennembrud.
»Det var et voldsomt årti, hvor pengene strømmede til København. En florissant periode kan man sige.«
Som kollegerne i kommunen sagde til ham, var han svineheldig at blive ansat på et tidspunkt, hvor så meget kunne lade sig gøre.
»Vi byggede og byggede. I den samme uge var jeg til møde om Operaen, Skuespilhuset og DR Koncerthuset.«
»I samme uge!« gentager Jan Christiansen begejstret: »Normalt ville det være noget, man kunne drømme om at opleve på et årti, men her foregik det på en uge. Det var helt euforisk.«
Meget lykkedes, konkluderer den tidligere stadsarkitekt, når han kigger tilbage.
»Den dér optimisme, der var, og lysten til at lave god arkitektur på alle ledder og kanter, tænker jeg virkelig tilbage på med glæde. At man fik bygget Sluseholmen, et kvarter med vand i gaderne, er et af de mest markante værker, byggeriet af de store kulturhuse en anden bedrift. Og at der så også lige skød en metro op samtidig… det var helt vildt.«
Ørestad er blevet kritiseret for sine forblæste og øde gader. Men Jan Christiansen er fuld af fortrøstning, når det kommer til den nye bydel på Amager.
»Ørestad Nord, hvor universitetet og DR ligger, er på rekordtid blevet en bydel. Man siger, at hvis man skal bygge en by, skal man bruge en god arkitekt, nogle penge og så cirka 300 år. Det er sådan, København oprindelig er opstået. Men herude har vi på 10-15 år lavet nogle byområder, især i Nord. Ørestad City, hvor blandt andet Field’s ligger, er lidt sværere, fordi den er så stor, og der er så store huse, men det skal nok komme.«
»Field’s blev noget lort«
Netop Field’s er et af de projekter, der kan blive ved med at ærgre ham.
»En væsentlig pointe er, at når alle spiller med, bliver det godt. Det gjorde de involverede i mange tilfælde. For eksempel i forbindelse med DR Koncerthuset og nede i Sluseholmen. Men Field’s blev noget lort, fordi alle ikke spillede med. I stedet for at lægge butikkerne i gadeplan lavede man et center med kun én indgang, og som ikke skaber noget liv. Omkring Operaen spillede A.P. Møller heller ikke rigtigt med,« siger Jan Christiansen og uddyber om projektet, der endte i en kamp mellem kommunen, Henning Larsens tegnestue og A.P. Møller, der betalte:
»Vi havde lavet en hel komposition af en bydel rundt om Operaen som en del af det, og så ville de pludselig ikke have, at der skulle ligge noget rundt om Operaen. Man kan se på Operaen, at den er beregnet til at have én facade mod vandet og én mod Holmen. De andre sider er facader i en kanalgade. For pokker da!« udbryder Jan Christiansen.
»Mærsk er et udmærket firma, der kan alt muligt, men de er jo ikke arkitekter. Men de ville ikke lytte!«
Et projekt, Jan Christiansen virkelig gerne havde set opført, men som aldrig blev til noget, er højhusene på Krøyers Plads, Christianshavn, tegnet af den hollandske arkitekt Erick van Egeraat. Der manglede én stemme, da politikerne skulle finde flertallet for det.
»Vi var nok for tidligt ude,« konstaterer han om projektet, der indebar en klynge af høje smalle huse. Et forsøg på at nyskabe den københavnske tradition for gavlhuse og store tage på havnen.
»Byen var simpelthen ikke modig nok til sådan et dristigt projekt. Det var kontroversielt dengang, men jeg er overbevist om, at det var gået igennem i dag. Der er bygget flere højhuse siden, men på det tidspunkt var det helt umuligt. Der var en hel bevægelse mod højhuse. Norman Fosters Tivoli-hotel blev heller ikke til noget. Der var dengang en bagstræberisk angst for, at højhuse ville ødelægge byen.«
Men netop fordi der i dag kommer stadigt flere mennesker til hovedstaden, får folk øjnene op for, at højhuse er nødvendige. Og ikke ødelægger byrummet, hvis de bliver placeret rigtigt.
»Det handler om at koncentrere beboelsen omkring metrostationerne og så tynde ud og lave grønne rekreative områder udenom. Man er nødt til at fortætte, samtidig med at man gør det grønnere. Det er en tendens, vi vil se fremover.«
Det moderne gennembrud
Nullerne indskriver sig ifølge Jan Christiansen i rækken af markante epoker i Københavns nyere historie; industrialiseringen af byen under det oprindelige moderne gennembrud i slutningen af 1800-tallet, afspejlet i blandt andet Hovedbanegården og de store boulevarder. 1930ernes kulturradikale funktionalistiske bølge, som eksempelvis kan spores i Arne Jacobsens SAS-hotel og i Buen ved Vesterport. 1950ernes opblomstring i velfærdsarkitekturen, der blandt andet førte til et væld af boligkarreer, som mange københavnere stadig bor i.
Siden gik det ned ad bakke for København i nogle år, inden opsvinget kom omkring årtusindskiftet.
»I 1980erne overvejede man faktisk ligefrem at flytte København til Jylland. Man var tæt på at flytte Landbohøjskolen derover, og nogle styrelser røg derover, og TV 2 blev placeret på Fyn.«
Dermed er vi tilbage ved regeringens vision om at styrke Udkantsdanmark.
»Den diskussion, vi har i dag, er det rene vand i forhold til dengang i 1980erne,« siger Jan Christiansen.
»Men man kan sige, at det har vi prøvet, og det virkede ikke.«
Jan Christiansen mener, at man snarere skal satse på byen i stedet for at kæmpe imod den.
»Jeg tror, vi kommer til at se enorme bysamfund rundt om i verden fremover. Min påstand er, at den eneste bæredygtige måde at leve på er at bo i byen. Det er sgu ikke bæredygtigt at flytte på landet. Man siger jo også, at New York er den mest bæredygtige by i verden, fordi man bor så tæt der, og de deler ressourcerne.«
Og han fortsætter: »Udfordringen ligger i, hvordan man gør storbyen så komfortabel som mulig. For børn, voksne og ældre. Det er det, man er i gang med i København.«
En kættersk tanke hjemsøger derfor af og til den tidligere stadsarkitekt.
»Nogle gange tænker jeg: »Fuck alt det åbne land i Danmark, vi skal bruge alle kræfterne på at lave gode storbyer. Det er i byerne, udfordringerne ligger. Det er der, man skal håndtere alle de mange mennesker, der kommer dertil. Men det kan man selvfølgelig ikke sige politisk.«