En ny, svævende cykelbro fire-fem meter oppe i luften skulle i 2013 stå klar og sno sig gennem København fra Fisketorvet til Havneholmen. En tur på 230 meter. Men sådan blev fortællingen ikke.

Den første forsinkelse skød åbningstidspunktet til august 2013, og senere rykkede kommunen det frem til april 2014. Det er blandt andet problemer med leverancen af stål- og beton til broen, der har stået i vejen for at få den færdig. Problemer som kommunen stadig bøvler med, og som har rykket slutdatoen yderligere.

Billedserie: Sådan skal Københavns fire nye cykelbroer se ud

Kommunen melder nu et nyt tidspunkt ud. Nemlig juli 2014.

»Vi er glade for, at vi har udsigt til at få anlægget færdigt i en nær fremtid. Det er selvfølgelig kedeligt med den store forsinkelse, som projektet har været udsat for, men det er dejligt, at vi er ved at være i mål,« siger Jens Zøfting Larsen, chef for Center for Anlæg i Københavns Kommune.

De forskellige elementer til broen er sejlet afsted fra Shanghai og forventes at være fremme i Danmark i april.  

Alt er færdigt ved årsskiftet

Cykelslangen som den nye bro hedder, er ikke det eneste broprojekt, der har bøvlet med forsinkelser. Der har været problemer med en del af de cykel- og gangbroer, der skulle blomstre op i København.

Nogle projekter har mærket konsekvenserne af entreprenørkoncernen E. Pihl & Søns konkurs i august sidste år. Entreprenøren stod nemlig for nogle af projekterne.

Billedserie: Sådan skal Københavns fire nye cykelbroer se ud

Blandt andet Inderhavnsbroen også kaldet "Den kyssende bro", der skal forbinde Nyhavn med Christianshavn. Her er kommunen rykket nærmere en endelig aftale. Ud fra det er den foreløbige plan, at den skal stå færdig ved årsskiftet 2014/2015.

Fremtiden for to kanalbroer over Tanggraven og Proviantgraven ligger endnu ikke helt klar. Kommunen forventer, at der i begyndelsen af marts vil tikke tilbud ind fra entreprenører, der vil gøre broerne færdige. Kommunen regner med, at de kan stå klar samtidig med Inderhavnsbroen.