Kun administrerende direktør Dennis Balslevs fantasi kommer til at sætte grænser for, hvad der lader sig gøre i udviklingen af det nye IKEA-varehus ved Fisketorvet i København. IKEA Danmarks direktør har nemlig fået fuld opbakning fra topledelsen i IKEA Group, hvor Peter Agnefjäll ser projektet som et forbillede for udviklingen af flere IKEA-varehuse i storbyer andre steder i verden.

»Da vi gik ind i det her, var vi lidt nervøse for, hvad baglandet ville sige. Men vi har kun fået support indtil nu,« siger Dennis Balslev, som har fået besked på ikke at gå på kompromis med noget i det nye varehus.