Det skriver CPH mandag i en pressemeddelelse.
»Jeg er meget glad for regeringens udspil og vision om at skabe en national vækststrategi for luftfart. Hvis Danmark skal udvikle sig, som regeringen ønsker, får vi i de kommende år mere og mere brug for internationale flyforbindelser,« siger administrerende direktør i Københavns Lufthavne, Thomas Woldbye, i meddelelsen.
Ifølge en analyse fra Oxford Research vil en udvidelse af lufthavnen understøtte væksten herhjemme. En udvidelse fra 25 mio. passagerer til 40 mio. passagerer årligt vil understøtte 84.000 job i hele Danmark, hvor 44.000 af disse stillinger er i Hovedstadsregionen.
»Vi deler til fulde regeringens ambition om at skabe vækst i hele Danmark, og vi mener, at et stærkt og vedholdende fokus på luftfart samt en udvidelse af Københavns Lufthavn er helt centrale initiativer for at understøtte udviklingen i hele landet.«
»Jeg ser derfor frem til at samarbejde med regeringen om at skabe mere vækst i turismen samt udvikle flere flyruter, som sikrer bedre tilgængelighed for alle dele af landet,« lyder det fra Thomas Woldbye.