Tosprogede elevers karakterer er i frit fald, og lever ikke op til København Kommunes målsætninger om at hæve niveauet blandt tosprogede i de københavnske folkeskoler.

Snittet for tosprogede ligger på sølle 4,96, mens deres etnisk danske klassekammerater scorer 6,41 i gennemsnit.

Gabet mellem etnisk danske elever og deres tosprogedes venners karaktergennemsnit er dermed på sit højeste niveau i mange år. Hele 1,5 karakterpoint halter de tosprogede elevers karakterer i gennemsnit efter deres etnisk danske klassekammerater.

Beskæftigelses- og Integrationsborgmester Anna Mee Allerslev kalder problemet stort og efterspørger en tidligere og mere målrettet indsats over for de tosprogede børn.

"Vi skal sætte ind allerede i vuggestuen og børnehaven med bedre sprogscreening og hjælp til de børn, der har brug for det. Vi skal også være langt bedre i folkeskolerne, her har jeg store forventninger til folkeskolereformen, som giver mulighed for ekstra undervisning."

Drengene klarer sig værst

Allerværst ser det ud blandt de tosprogede drenge. Her ligger gennemsnittet nemlig helt nede på 4,66, mens de tosprogede piger kan præstere karakteren 5,28 i gennemsnit.

Socialdemokraternes Beskæftigelses- og Integrationsordfører i Borgerrepræsentationen, Lars Aslan Rasmussen, kalder udviklingen for "katastrofal."

" I min optik er det her et udtryk for et større problem. Vi ser en stadig mere opdelt by mellem etniske danskere og indvandrere. De her problemer opstår, når vi ikke løfter hinanden."

Integrationsbarometeret er vedtaget af Københavns Kommune som led i kommunens integrationspolitik. Otte hovedmål måler integrationsindsatsen i København.

Målene er blandt andet en styrkelse af folkeskoleelever, flere indvandrere i arbejde, et tryggere København og mindre diskrimination.