Hvis man følger blot overfladisk med i medierne i øjeblikket, vil man sikkert tro, at en forstående boligboble truer vor hovedstad. Boligbobler er som voldsomme vejrfænomener. De ødelægger samfund, men de er vanskelige at forudsige.

Som ejendomsmæglere ønsker vi et balanceret boligmarked, hvor danskerne ikke er bange for at realisere deres boligdrømme, når de har dem. Livet er ganske enkelt for kort til at bo det forkerte sted. Og her rammer vi hovedet på sømmet i forhold til diskussionen om mulige boligbobler i København.

For som ejendomsmæglere ligger det nemlig lige for at udpege det københavnske boligmarkeds hovedudfordring. Nemlig at der er flere mennesker, som ønsker at bo i København, end der er boliger. Længere er den ikke.

Københavns Kommune har selv forudsagt, at hovedstaden vil vokse med 100.000 indbyggere inden 2027. Det svarer til, at alle Aalborg Kommunes indbyggere skulle finde plads i København de næste godt ti år. Uanset fremtidig boligbeskatningen eller renteniveau er 100.000 flere mennesker at give tag over hovedet en ret konkret udfordring, der ikke lader sig løse ved at justere på nogle økonomiske modeller. Det vil kræve mursten.

Byggeaktiviteten i København i disse år er livlig. Men mange af projektbyggerierne ligger på dyre adresser ved f.eks. havnen, og det ender ofte med ekskluderende kvadratmeterpriser i omegnen af 50.000 kr. Derfor er de i første omgang ikke beregnet på studerende uden forældreopbakning og typiske førstegangskøbere.

Giv den toværelses en renæssance

København er karakteriseret ved sin mangfoldighed, og der skulle gerne blive ved med at være plads til alle i vores hovedstad. Derfor skal der snart træffes nogle bindende beslutninger, som betyder, at der bygges langt flere boliger, som ikke behøver at have tre altaner og havudsigt.

Ifølge Københavns Kommune vil mange af de nye københavnere være enten efterkommere af københavnere eller udlændinge. Blandt udlændingene vil der nok være nogle ekspertlønninger, men de fleste nyetablerede har ikke råd til den nye, store, velbeliggende lejlighed. De må, hvis de vil have adresse i København, starte med at bo småt og mindre centralt, men det er for de færreste i dag muligt med det nuværende boligudbud.

Så der skal ske noget andet. Et bud kunne være at give den klassiske arbejderlejlighed en renæssance. For med det tryk, der er på den klassiske toværelses lejlighed på 50 kvadratmeter med et beskedent køkken og et lille badeværelse, er det kun et spørgsmål om, hvor mange der kan bygges. De vil gå som varmt brød og være med til at stabilisere et københavnsk boligmarked og gøre prognosemagere, der forudsiger boligbobler, arbejdsløse.

Men man kan jo ikke bare opføre den ene arbejderkarré efter den anden, for pladsen er jo allerede taget. Men mon ikke det med lidt god vilje kan lade sig gøre at klemme en bygning ind her og der?

Som ejendomsmæglere kommer vi ikke til at fremlægge et gennemarbejdet løsningskatalog på Københavns boligudfordringer, men vi kan på den anden side heller ikke bare være vidner til et københavnsk boligmarked, hvor priserne tordner i vejret, og københavnerne ikke kan finde et ordentligt sted at bo. Så i første omgang handler det om at udvise langt mere kreativitet, mod og ikke mindst tempo i den fremtidige byplanlægning. Og derfor mener vi, at der er et par oplagte steder, hvor de ansvarlige politikere med fordel kan starte ideudviklingen.

Byg højere og udnyt vandet

Lad ingeniører og arkitekter, hvor vi jo faktisk har nogle af klodens dygtigste, finde ud af, om man kan bygge højere på den eksisterende bygningsmasse. Kan 7. eller 8. sal ikke lige så godt være standardhøjden, som det kan være 5. sal?

København er en lav storby. Tanken rummer i hvert fald et betydeligt potentiale for flere boliger i vores hovedstad.

Udnyt vandet bedre. Der er meget vand i København. De studerende kan sagtens bo på vandet i nogle blå containere, så længe de rummer de mest elementære fornødenheder, og huslejen er rimelig. Ideen er allerede undervejs i udlandet.

Staten ejer masser af jord i København, særligt langs vandet, og vi taler om en stor havn, hvis man tæller hver eneste meter bolværk med. Måske skulle hensynet til almenvellet i flere tilfælde få lov at tælle højere, så det ikke er størrelsen på fortjenesten på grundsalget, der afgør, hvem der køber, og hvad der efterfølgende vil blive bygget. Det vil utvivlsomt være i mange københavneres ånd, at byggeriet langs havnefronten bliver mere alsidigt.

At København er og bliver ved med at være en populær by at bo i, kommer vi ikke udenom. Så lad os nu få gang i byggeriet af flere boliger, hvad enten det er opad, ved siden af eller på vandet, at flere af fremtidens boliger kommer til at ligge. Og flere boliger vil skabe en mere mangfoldig hovedstad, hvor snakken om boligbobler kun vil være et vagt minde.