Det er ikke første gang, at København bliver rost for at være både smuk og visionær. Livsstilsmagasinet Monocle har flere gange udråbt byen til at være verdens bedste at bo i med havnebadet, de gode restauranter og den rige cykelkultur, og nu har endnu et hipt magasin vendt blikket mod hovedstaden.
I Wallpapers nye temanummer om design ryger København ind på vinderlisten i kategorien »Bedste By« og slår dermed de andre nominerede, henholdsvis Los Angeles, Beirut, Miami og Taipei.
Det er blandt andet Vesterbro med et sprudlende kreativt miljø i Kødbyen, Nørrebro med god gastronomi og mikrobryg og Papirøen, hvor Copenhagen Street Food holder til, der har været med til at sikre den prominente placering.
Juryen, der tæller navne som de to stjernede-signere Patricia Urquiola fra Spanien og tyske Konstantin Grcic, begrunder også vinderpladsen med, at København lige nu befinder sig midt i en ny nordisk bevægelse, som ikke længere kun handler om mad, men også om design og arkitektur.
»Ny nordisk mad har i høj grad været drevet fra København, derfor er koblingen oplagt. Om man kan overføre begrebet til design, eller om man hellere skulle kalde det New Danish Modern, kan man dog diskutere, for der er stor forskel på de nordiske landes designtraditioner.«
»Men det er helt tydeligt, at der er ved at ske noget rigtig interessant på den københavnske designscene, og det har udlandet fået øjnene op for,« siger direktør i Dansk Design Center, Christian Bason, og peger på Muuto, HAY, Normann Copenhagen og Lightyears som nogle af de firmaer, der har sat København på verdenskortet.
Det er dog ikke møbeldesign, det trendsættende magasin lægger vægt på, og det er der en god grund til. De seneste år er design blevet meget mere end borde og stole, fortæller Christian Bason.
»I dag opererer vi med et langt bredere designbegreb. Det er ikke bare forretningerne, det er også arkitekturen. Det er Mikkeller, der laver mikrobryg, det er maden, møblerne, ja, helt ned til servicen, som er professionel, men samtidig tilbagelænet.«
»Det er også en designøvelse at skabe en by, der er så attraktiv som muligt, både for indbyggerne, erhvervslivet og turisterne. Og her har vi en klar fordel. Danskerne er på en eller anden måde født og opvokset i et samfund, der er gennemsyret af godt design. Det er også det, vi hører fra turister. De ser det overalt, hvor de kommer frem. Designoplevelsen starter i virkeligheden allerede i lufthavnen og fortsætter ude i byen.«
Nye designs og tiltag
København er også blevet mere eksperimenterende, ja, sågar eventyrlysten. Det har været en blandet fornøjelse at være hjemsted for en af Europas mest fremtrædende designtraditioner, fordi de store designere og arkitekter fra midten af 1900-tallet har overskygget nyt talent. Men de seneste år er en ny generation for alvor begyndt at præge bybilledet, skriver magasinet i sin begrundelse.
Det kan Rune Huvendick Jensen, kommunikations- og markedsføringschef ved Dansk Arkitektur Center, nikke genkendende til. Han peger på, at de nyere arkitekter, som for eksempel Bjarke Ingels og Dan Stubbergaard, er udtryk for en særlig nordisk tankegang.
»De bygger oven på en demokratisk velfærdstradition, men på en mere vild og cool måde. Den offentlige park Superkilen på Ydre Nørrebro er måske det allerbedste eksempel. Her inviterede BIG (Bjarke Ingels Group, red.) alle beboere og nationaliteter i området indenfor og hørte deres holdninger til, hvordan området skulle udformes og bruges. Det var demokratisk, men endte også som et cool designikon.«
»Et andet eksempel er SEB-bank ved Kalvebod Brygge, hvor banken har skabt et byrum, der fungerer for dem, der arbejder i området eller kommer forbi, men især for skaterne. Eller det nye Nørreport af COBE, som er æstetisk, men samtidig ekstremt brugerorienteret og designet ud fra analyser af, hvordan mennesker bevæger sig over pladsen. For arkitekter i dag handler det mindre om, hvordan det ser ud, og mere om brugbarheden,« siger Rune Huvendick, som også mener, at København er blevet en langt mere indbydende by de seneste 10-15 år.
»Fra at være noget, man skulle igennem for at komme hjem, inviterer København i dag til, at man opholder sig i byen. Det er en tendens, man ser i alle store byer i nogenlunde velstående lande lige nu, men måden, vi gør det på, adskiller sig. Det, at vi for eksempel har renset havnen, er en meget nordisk, fællesskabsorienteret måde at gøre det på. Havnen er med andre ord blevet en fritidshavn, og det er meget sigende for hele vores tilgang til byen lige nu.«
Det er netop Papirøen et godt eksempel på. Her kan blandt andre Copenhagen Street Food frem til udgangen af 2017 udnytte den attraktive beliggenhed ud til vandet – en attraktion som ikke kun Wallpaper har fået øje på. At bruge midlertidige områder på den måde vidner også om en ny måde at planlægge byen på, mener Christian Bason.
»Papirøen med Copenhagen Street Food er lige nu den 5. største turistattraktion i København og et godt eksempel på, at man har skabt sprækker i byrummet, hvor der kan vokse nyt. Det kræver fortsat politiske beslutninger, for det er ikke kommet ud af ingenting, og det er nemt at slå ihjel. Men hvis vi skaber de rette steder og rum, vil de kreative træde ind i det. Og det skaber vækst og, som vi kan se, god omtale i udlandet,« siger Christian Bason.
Det udenlandske fokus på København
Da cykelslangen fra Kalvebod- til Islands Brygge åbnede i 2014, skrev The Guardian blandt andet: »Hvorfor kan alle byer ikke have broer som Københavns nye Cykelslange?«
Senest har hjemmesiden designboom.com placeret Olafur Eliassons cirkelbro som nummer 1 på deres top 10-liste over interessante broer fra hele verden opført i 2015.
Baren Mikkeller & Friends åbnede på Nørrebro i 2013, og to år senere bemærkede samme The Guardian, at Mikkeller & Friends var blandt verdens ti mest cool barer. Cofocos Restaurant Höst har også vundet tre internationale designpriser. Blandt andet »verdens bedst designede restaurant« ved Restaurant & Bar Design Awards.
Men inden selvrosen tager helt over, er der også tendenser, der trækker i den anden retning. Magasinet Monocle, der hvert år publicerer en liste over verdens bedste byer at bo i, har som tidligere nævnt givet København en førsteplads hele tre gange, blandt andet i 2013 og 2014, men den placering røg sig en tur sidste år, hvor vi havnede på en 10. plads.
Det handlede dog ikke om byen i sig selv, men om at Monocle havde indført et nyt parameter i sin måling – prisniveauet. Dels generelle leveomkostninger som husleje og dels priserne på oplevelser, og her lød dommen, at det både er blevet for dyrt at bo i København, og at det koster for meget at få serveret en kop kaffe, spise en hæderlig frokost og drikke et godt glas vin.
