Jeg elsker København. Alt fra Bibliotekshaven, Inderhavnsbroen og Rosenborg til Mærsk Tårnet, Kastellet og Søerne. Men København har desværre også en række skampletter, og det pt. så omdiskuterede Palads Teatret er kun en af dem. Lad os tage dem en for en og bede til, at de enten bliver forandret, jævnet med jorden eller belagt med asfalt.

Palads. Egentlig er den gamle bygning charmerede. Men Poul Gernes stak begge hænder ned i skålen med hallucinerende stoffer, før han gav bygningen overhaling, der må lamslå enhver med æstetisk sans. Alternativet er dog værre: Planer om at bygge et Plesner-agtigt højhus, som så kan fyldes med revisorsjæle og handelsvrøvletyper, ellers tak. Hvis bygningen skal bestå, må kunstneren Jesper Christiansen på banen og omgøre fortidens synder. Og hvis der fortsat skal være biograf, må der indføres dresscode og forbud mod hættetrøjer og cirkelsparksbukser. Et forbud, der i øvrigt bør gælde i hele det offentlige rum for alle over 16 år.

Amager Fælled er en anden skamplet på København, og vi bliver her mindet om, at naturen kun bliver smukkere af at blive civiliseret. Tænk bare på Dyrehaven, Kongens Have og Frederiksberg Have. Modsat dem ligner Amager Fælled et virkelig dårligt syretrip tilsat Ornamentsvirreflue og Brændeskærm. Det er herligt, at en del nu skal bebygges - tag bare resten med. Lad os hylde modernitetens bevægelse fra land til by og opføre masser af kollegieboliger i glas og beton. Vil folk have natur, må de tage på landet. 

Og så er der Christiania. Du er jo træt som en junkie, gamle tøs. Hjemsøgt af store hunde, forfaldne boliger, affald og gøglerdrømme, ingen længere tror på. Engang en turistattraktion. I dag et hillbillyområde. Sæt arkitekten Bjarke Ingels til at opføre plejehjem på stedet og omdan Pusher Street til madmarked; sælg bare et par hashkager også. Hashen skal alligevel sættes fri, og Overborgmester Frank Jensen kan få sin egen stand med fjolletobak.

Tivoli Hotel. Umiddelbart skulle man tro, at det ligger tæt på - ja, Tivoli. Men det ligger i den allermest sølle udørk af København. Turister lokkes til med udsigt over Columbines Have, men de får en lang næse og en udsigt, der er mere sørgelig end T.S. Eliot nogensinde kunne forestille sig. Turisterne drømmer om eventyr og HC Andersen, og vi giver dem Copenhul - et corporate landskab bestående af triste kontorhuse og bankbygninger, man vist skal være despoten Tengil for at elske.

Og lige overfor ligger en anden skamplet: Fisketorvet. Her er nationaldragten nylonskjorte, joggingbukser og soft ice i den ene hånd og kebab i den anden. Lysekronerne i biografens foyer er af sort plastik, og butikkerne sælger stangtøj, man vist skal være stripper i Ukraine for at bifalde. Hvis vi en dag bliver invaderet af rumvæsner fra det ydre rum, må vi håbe, de lander med deres UFO’er foran indkøbscenteret – så ser vi aldrig noget til dem igen.

Endelig er der Søpavillonen. En romantisk marengs med minaretspir, der blev indviet for 122 år siden, men i dag er degenereret til salsaarrangementer, Gajol-shots og klamydiapalads. Forær det til ham Tiger-stifteren og gør det til folkekøkken eller lad Chanel genåbne en flagstore der. Det sidste kunne også sætte lidt skik på Nørrebro og gøre hipsterne tålelige at se på. Al midtvejskrise-salsaen kan passende henvises til Damhuskroen. Eller Plejehjemmet Lotte.

København er en dejlig by og endnu dejligere, når skampletterne en dag er væk.