I den forgangne weekend kunne den unge, hippe norske storbygeneration opleve nye markante navne som Beck, Future Islands og Bad Religion på Olsos cityfestival Øya. Samme weekend kunne svenskerne tage til Slottskogen ved Göteborg, hvor den populære festival Way Out West havde Father John Misty, Patti Smith og Foxygen plus mange andre i samme liga på programmet. Og selv om nogle af disse bands også i løbet af sommeren var en tur forbi en dansk festival som Roskilde eller Smukfest, så er mit bud, at der herhjemme mangler en festival af lignende kaliber.
En festival, der nøjagtig som Øya og Way Out West går efter det kvalitetsbevidste og let krævende storbypublikum og har en profil, der passer til den målgruppe, der gerne vil udfordres en smule musikalsk, men samtidig gerne vil have nogle rammer, hvor der aldrig er for langt til nærmeste toilet eller bar og forholdene i det hele taget byder på den moderne bekvemmelighed og komfort som en festivaldeltager anno 2015 kræver.
Den slags skal - i øvrigt gerne sammen med en miljøbevidst og bæredygtig profil - være på plads, hvis man vil have succes hos et publikum, der gerne ligger over 1500 kroner plus det løse til en sådan begivenhed, hvor musikken er det centrale omdrejningspunkt. Stedet for sådan en festival bør selvsagt være København. Her bor den største del af målgruppen og andre store danske storbyer som Aarhus og Odense har i forvejen festivaler som Tinderbox og Northside.
Hovedstaden har ganske vist allerede et par mindre festivaler i august, når folk er vendt hjem fra ferie. Vanguard i Søndermarken og Uhørt på Refshaleøen har for længst vist deres berettigelse, men har stadigvæk ikke størrelsen og profilen der kan matche Way Out West og Øya. Et samarbejde ligger dog lige for.
Nogle vil måske mene, at publikum er mætte efter en sommer med både Roskilde, Smukfest og Tinderbox, men det er med statsgaranti ikke tilfældet. Som om man kunne få festival nok.
Folk hungrer efter at forlænge sommerfesterne langt ind i august og Roskilde Festival er på dette tidspunkt alligevel så langt væk i erindringen, at dens målgruppe er klar til en omgang mere.
Hvad angår Smukfest og Tinderbox, så er det med al respekt ikke det samme publikum de henvender sig til.
Så nu er det bare, at vi venter på de rigtige folk, med de rette ambitioner og lysten til at skabe en god og ordentlig storbyfestival i København. Rammerne og publikummet er til stede og hvis man samtidig forstår at inddrage byen, spillestederne, klubberne og alt det andet, der gør en byfestival til noget ganske særligt, så burde man være selvskrevet til succes. Hvem griber chancen?