Det er ikke specielt rart at tænke på, at en fremmed med lidt for lange fingre nupper din dyre iPhone op ad lommen, mens du kæmper dig gennem menneskemængderne på Strøget.
Men det sker for flere og flere i København, hvor omkring 30.000 mennesker var udsat for lommetyveri i 2013 - 50 procent flere end i 2010.
Derfor lancerer Københavns Kommune nu en kampagne, der skal gøre både københavnere og gæster i forbindelse med det store Eurovision-brag opmærksomme på, at der er en risiko for at få pung eller telefon sneget op af tasken af en lommetyv. Det oplyser Københavns Kommune i en pressemeddelelse.
»København er en tryg og sikker by. Kriminaliteten er faldende og antallet af utrygge områder halveret. Derfor er der alle muligheder for, at Eurovision bliver en god og tryg folkefest, og at byens mange gæster får et godt ophold. Denne kampagne kan forhåbentlig hjælpe med til, at de allerfleste tager hjem uden ubehagelige oplevelser og med masser af gode minder fra København,« siger overborgmester Frank Jensen (S).
Lea Bryld er kontorchef i Center for Sikker By under Københavns Kommune, og hun fortæller, at formålet med kampagnen er at give råd, der kan sikre, at byens borgere og turister kan undgå lommetyverier.
»Vi er obs på, at der er sket en ret stor stigning inden for lommetyverier, og vi ved, at der er nogle få råd, man kan tage til sig, hvis man gerne vil undgå lommetyve,« siger hun.
»Lommetyverier er jo en meget ubehagelig ting, fordi det kommer meget tæt på ens person, når fremmede har hænderne nede i ens ejendele. Så hvis man med nogle få råd kan undgå det, så synes vi, det er godt givet ud.«
Kampagnen lanceres i samarbejde med Københavns Politi og Det Kriminalpræventive Råd, ligesom også Movia, DSB, Metroselskabet og GoCards er med i kampagnen. I busser og S-tog kommer der til at køre et lille videospot, der videregiver de gode råd, og foldere og GoCards med budskabet vil også indgå.
Ifølge Lea Bryld skal man blandt andet sørge for at gemme sin pung i en lukket lomme og ikke i baglommen, hvis man gerne vil undgå, at en lommetyv skal have mulighed for at fiske pungen op og stikke af.