Køb Norman Mailers NY-lejlighed
Den afdøde amerikanske forfatters hjem i New York er sat til salg, og købere kan også få møbler og billeder med fra Mailers liv, hvis de ønsker. Pris: 13 millioner kroner.
Den afdøde amerikanske forfatters hjem i New York er sat til salg, og købere kan også få møbler og billeder med fra Mailers liv, hvis de ønsker. Pris: 13 millioner kroner.
Selv om den nu afdøde forfatter – og ophavsmand til den litterære genre, New Journalism – Norman Mailer var bange for højder, boede han i Brooklyn Hights i New York.
I en stor lejlighed på øverste etage af et lavstammet hus med udsigt udover Manhattan og East River, hvor flere af bøgerne fra den dobbelte vinder af Pulitzer-prisen blev til.
For cirka 13 millioner kroner kan alle nu få et strejf af Mailer helt ind under huden. En af forfatterens ni børn, Michael Mailer, har nemlig sat lejligheden til salg, skriver New York Times.
Mailer boede der selv i over 40 år, og med i købet kan man få møbler, billeder og bøger, hvis man er interesseret. Selvfølgelig for en ekstra pris.
Hvor meget vides ikke, men man kan blandt andet erhverve sig en knaphuls-nål, fra dengang hvor den politisk aktive Norman Mailer stillede op som borgmester i New York, med sloganet ”I would sleep better if Norman Mailer were Mayor,” mens et fotografi viser forfatteren i en boksering.
Man kan også slænge sig i den store rummelige stue og mærke fortidens vingesus, for det var her, at Norman Mailer i 1970erne holdt vilde fester med blandt andre Hunter S. Thomson, John Lennon og Bob Dylan.
I lejligheden, der består af to værelser, et lille badeværelse og en stor rummelig stue med åbent køkken, lader Norman Mailers højdeskræk sig ikke skjule. Han indrettede rummet i flere dæk”, niveauer, så det ligner et skib.
Det skulle angiveligt have givet ham fornemmelsen af, at højderne i rummet ikke var afgrundsdybe. Samtidig – i hans yngre dage – forbandt han de forskellige niveauer med hængekøjer, trapezer og rebstiger for at gøre det til en eventyrlig oplevelse at bevæge sig rundt i lejligheden og for at underbygge fornemmelsen af, at man befandt sig på et skib i byen.
Lejligheden står næsten, som da Norman Mailer efterlod den ved sin død i 2007, selv om hans sjette kone har boet i lejligheden siden.
Blandt andet et rum, der hører til lejligheden, men ligger en etage længere nede. Det var her, Mailer, i følge sønnen Michael, skrev flere af sine romaner, essays og skuespil. Deriblandt hans Pulitzer-prisvindende roman, ”Executioner’s Song” i 1979.
Norman Mailer debuterede i 1948 med romanen ”De nøgne og de døde”, der omhandlede hans egne oplevelser i Anden Verdenskrig”, og som gjorde ham verdensberømt.
Han døde 84 år gammel.