Hvis man mangler en kjole til weekenden, der kan vise de yppige former frem, er en af de mest kendte kjoler i filmhistorien til salg.

Den Travilla-designede kjole koster den nette sum af 10 millioner kroner. Til gengæld er det Marilyn Monroe, der havde den på sidst.

Den lette og luftige hvide kjole med rundskåret skørt og bindebånd om halsen havde blondinen på i filmen fra 1955, ”The Seven Year Itch” – ”Den søde kløe”. Kjolen kaldes også ”The Subway Dress” efter scenen, hvor Monroe træder henover en luftkanal fra undergrundsbanen, så kjolen fløj op om ørerne på hende.

Sådan ser kjolen ud.

Det er Marylin Monroes skuespillerkollega Debbie Reynolds, 79, der ejer kjolen. Hun har gennem sin karriere samlet over 3.500 film-genstande, men har nu besluttet at bortauktionere store dele af samlingen, skriver Time.com.

- At beholde dem pakket ned endnu 50 år gav ingen mening. Jeg håber, at de alle finder glade hjem, at de vil blive vist frem, og at de måske endda vil lande på museer, siger den aldrende skuespillerinde og samler til Reuters.

Blandt Debbie Reynolds andre berømte samleobjekter er Judy Garlands kostume fra Wizard Of Oz og en Audrey Hepburn-kjole fra My Fair Lady.

Hele samlingen udstilles på Paley Center for Media i Beverly Hills og den, inklusive den sexede kjole, bortauktioneres den 18. juni. Vil man byde, skal man have det store checkhæfte med. Og tækkeligt undertøj.