Betal 20 kroner, giv dit fingeraftryk, og forær al din persondata væk. Det tilbud takkede en del festivalgæster »ja, tak« til i en lille bar på Roskilde Festival i år. Årsag? De kunne få et shot alkohol særligt tilpasset deres personlighedstype.

Bartenderne i baren er iført hvide dragter, og deres ansigter er skjult bag en netmaske. De nægter at tale til kunderne, som skal afgive et fingeraftryk på en lille skærm og acceptere »Terms and Conditions« – handelsbetingelserne for at få fingre i den lille plastickop med alkohol. En ung franskmand dukker op i baren og giver gladeligt sit fingeraftryk og accepterer, men læser ikke de teksttunge handelsbetingelser, der blandt andet inkluderer, at han giver al sin persondata, inklusive fingeraftryk, væk til firmaet bag baren. Han er langtfra den eneste. Hele aftenen gør folk det samme.