»Livsbekræftende, tragiske, morsomme, vemodige, ironiske, indignerede og lyriske beretninger om de mange menneskeskæbner fra samfundets bund.«
Sådan skrev Weekendavisens anmelder Tine Eiby om Robert Olsens bog »Mens baggårdskattene forsvandt«. Bogen handler om hjemløse, og manden bag fortællingen har stort kendskab til lige præcis det emne. Robert Olsen er nemlig tidligere leder af Mændenes Hjem på Vesterbro.
Men fra lørdag den 13. december er det også muligt at købe bogen af alternative veje, for i december sælges bogen ikke kun i boghandleren og den digitale bogbiks. En række hjemløse i København får nemlig en bunke bøger hver, som de skal sælge til folk på gaden. Køberen må selv bestemme prisen, og beløbet går ubeskåret til de hjemløse selv. Bogens normalpris er 199 kroner.
Projektet er søsat af det københavnske forlag Byens Forlag, som blandt andet også driver Byens Bogcafé på Istedgade.
»Grundlæggende vil vi som de fleste andre gerne hjælpe folk i nød. Og det her er så samtidig en relevant måde for os at gøre det på, fordi det også handler om bøger," fortæller Thomas Aagaard Skovmand fra Byens Forlag.
»Det havde selvfølgelig været nemmere bare at give de hjemløse penge, men som lillebitte forlag er vi rigere på idéer end penge.«