Med sneen fygende om ørene og frosten bidende i næsen er det fristende at købe sig en feriebolig under mildere himmelstrøg. Derfor har det også været en behagelig opgave for Berlingske at undersøge prisniveauet på feriehuse under sydens sol og andre steder, hvor godt 41.000 danskere allerede har købt sig en feriebolig.
Undersøgelsen viser først og fremmest, at der er store forskelle på antallet af kvadratmeter, som en million danske kroner kan købe. I et af de eksklusive og traditionelle rejsemål for solhungrende nordeuropæere, Côte d’Azur i Sydfrankrig, rækker millionen kun til 32 kvadratmeter, mens den på Portugals sydkyst i Algarve rækker til 93 kvadratmeter under tag.
Her er madomkostningerne oven i købet i den lave ende. Til gengæld er en af de andre faste omkostninger ved at have feriebolig i udlandet høj. Fire returrejser med fly fra maj til august koster i gennemsnit 1.145 kroner per tur, mens et tilsvarende rejsemønster til eksempelvis de typiske spanske feriedestinationer kun koster mellem 629 og 728 kroner per tur.
Netop udgiften til at rejse til ferieboligen er det klogt at tage med i budgettet, påpeger Ole Stouby, direktør for søgeportalen Travelmarket, der har samlet flypriserne.
»Det er klart, at priserne og antallet af afgange hænger sammen med, hvor ofte man kommer af sted til ferieboligen,« siger han.
Men på den front er der rigtigt gode nyheder til potentielle købere. Efter Ole Stoubys vurdering er flypriser til de områder, hvor danskerne køber flest ferieboliger, faldet til omkring det halve over de seneste 10 til 12 år.
»Det har en kæmpe betydning for køb af en udenlandsk feriebolig. I mange tilfælde er det jo billigere at flyve til disse områder end at tage til Vestjylland, så alene prisfaldet på flyrejser har gjort det mere attraktivt at købe, når man kan komme oftere af sted,« siger Ole Stouby.
Flypriserne hænger også sammen med muligheden for at leje boligen ud, påpeger han.
»Hvis man ser på den samlede økonomi ved sådan et køb, hvor man også lejer ud, så kan man selv holde nogle billige ferier.«
Både i forbindelse med udlejning og selve ejerskabet af den udenlandske ejendom skal skatten regnes med i budgettet.
Danskerne ejede ifølge Skat udenlandske ejendomme for i alt 18,8 milliarder kroner i 2016. Men beskatningen af dem afhænger af det pågældende land og de aftaler, Danmark måtte have med dem. For snart 11 år siden opsagde daværende skatteminister Kristian Jensen (V) de såkaldte dobbeltbeskatningsaftaler med Spanien og Frankrig, hvilket groft sagt betyder, at danskeres boliger nu beskattes af både Danmark og de lande, hvor boligen ligger.
Med kurs mod solen en gang om måneden
Peter Westphal og hans kone, Dorthe Korsgaard, sætter sig en gang om måneden ind i et fly med kurs sydpå. Endestationen er en lille bugt i det sydvestlige hjørne af Mallorca, hvor der over de seneste årtier har udviklet sig et af de smørhuller, som blandt andre danske turister holder af. Ægteparret har nu i en håndfuld år ejet en lejlighed i Port d’Andratx. I takt med at børn blev voksne og de familiære forpligtelser mindre, opstod lysten til at købe en bolig under mildere himmelstrøg end de danske.
»Vi er begge i 50erne og dermed i den fase af livet, hvor børn er flyttet hjemmefra, og vi fik mulighed for at have et andet hjem. Vi var klar over, at vi gerne ville have noget i et mildere klima, og så skal det jo være sydpå. Det andet kriterium var en lufthavn med mange forbindelser, og det indsnævrede feltet. For eksempel udelukkede det Norditalien, hvor der heller ikke er nær så lang en sæson som på Mallorca. Malaga var en anden mulighed, men området tiltalte os ikke så meget som Mallorca. Den sydlige del af Mallorca har et langt højere kvalitetsniveau på blandt andet boliger og restauranter,« fortæller Peter Westphal.
Parret hyrede forud for købet en dansk ejendomsmægler på Mallorca, der dels har boet der i mange år, dels er specialiseret købermægler. Hun samarbejder med lokale salgsmæglere og havde fundet frem til relevante ejendomme for parret, før de rejste derned og besigtigede dem.
Efter den rette lejlighed var fundet, gik købsprocessen i gang, og den er noget mere omfattende end i Danmark, fortæller Peter Westphal.
»Det lovgivningsmæssige er noget anderledes end i Danmark. De bruger et system med notarer, hvor man får aftalerne læst op, og med gammeldags betaling med papircheck. Det var lidt omstændeligt og inden for andre juridiske rammer end i Danmark,« siger Peter Westphal.
Købet var også mere bekosteligt end et køb af en dansk ejerbolig.
»Omkostningssystemet er anderledes end i Danmark, og man skal regne med op til ti procent i omkostninger ud over købesummen. En del af det er en betydelig omkostning til staten. Til gengæld betaler vi næsten ingen løbende ejendomsskat, mens man ved salg betaler skat af gevinsten til Spanien,« forklarer han.
Han er som mange andre danskere med bolig i udlandet ramt af, at Danmark for nogle år siden opsagde dobbeltbeskatningsaftalerne med Spanien og Frankrig.
»Det betyder, at vi oven i hatten rammes af den ejendomsværdiskat, vi betaler til Danmark – altså både høje handelsomkostninger, løbende beskatning til Danmark og beskatning af gevinst ved salg. Det er ret omkostningsfyldt,« siger Peter Westphal.
Han understreger dog også, at parret gik ind til købet med åbne øjne og derfor ikke beklager sig.
Til gengæld glæder han sig over, at Nykredit tilbyder realkreditlån visse steder i udlandet, blandt andet Mallorca, hvilket er langt billigere end de banklån, der er alternativet. Lånene optages i euro og er med en tremåneders variabel rente.
Som henholdsvis direktør i et ejendomsselskab med aktivitet i Tyskland og personal assistent har både Peter Westphal og Dorthe Korsgaard fleksible arbejdsforhold, hvilket giver dem mulighed for at benytte lejligheden i Port d’Andratx meget samt at flyve fra forskellige lufthavne.
»Vi kan bruge både SAS og Norwegian. Air Berlin faldt fra – desværre, for de var ofte de billigste,« siger Peter Westphal.
Parret ser primært lejligheden som deres fristed. Prisudviklingen har foreløbig været en sidegevinst. Ifølge Berlingskes analyse er ejendomspriserne på Mallorca generelt steget med 11 procent siden indgangen til 2016.
