I en verden, hvor religiøs fundamentalisme er et af de største problemer, vi på globalt plan er stillet over for, hamrer den malinesiske instruktør Abderrahmane Sissakos film "Timbuktu" en stilfærdig, knugende knytnæve ind i kernen af problemet.

Og selvom det langt fra er sikkert, at filmen får dansk distribution, føles den her i Cannes, hvor den kæmper med 17 andre film om hovedprisen, Den Gyldne Palme, som skræmmende vigtig og relevant.

Vi er i byen Timbuktu i Mali, meget langt fra en dansk velfærdsvirkelighed, hvor tilrejsende, islamiske jihadister har taget kontrollen og indført deres forkastelige sharia-lov over de fredelige, muslimske indbyggere.

Der må ikke spilles musik, kvinder skal dække sig til, man må ikke tale på gaden og byens unge drenge må ikke spille fodbold. Enhver overtrædelse straffes hurtigt og effektivt med piskeslag, stening og hvilke andre afstraffelsesmetoder der iøvrigt findes i "den lille jihadists håndbog".

Udenfor byen bor den kærlige beduin-boheme Kidane i et telt i sandbankerne med sin hustru Satima, sin elskede 12-årige datter Toya og en forældreløs dreng, der fungerer som hyrde for familiens kvæg.

En disput med fiskeren Amadou om drabet på én af Kidanes køer fører til, at han ved et uheld kommer til at slå Amadou ihjel, og snart er også Kidane stillet for sharia-domstolen.

Ambderrahmae væver fortællingen om Kidane sammen med en række af de indbyggere i Timbuktu, som undertvinges de nye magthavere. Han tegner et billede af varme, kærlige, musikalske og stærke, men også troende individer. I kontrast til de tilrejsende jihadister - en blanding af hærdede ledere og unge lømler - der med våben i hånd påberåber sig den rette tro som et påskud for at udøve ultimativ, arbitrær magt.  

Instruktørens force er, at han også formår at menneskeliggøre jihadisterne - de kan egentlig godt lide musik, de ryger, de taler om fodbold, men har bare ingen fornemmelse for den lokale kultur - uden at man på noget tidspunkt får egentlig sympati for deres handlinger. For trods menneskeliggørelsen er og bliver "Timbuktu" en voldsom, insisterende anklage mod de frygtelige gerninger, der foregår i Islams navn ikke bare i Mali, men i hele Nordafrika.

Fortællestrukturen i "Timbuktu", hvor et stort ensemble af professionelle og amatører blandes sammen, er langt mere løs og eklektisk, end vi er vant til fra klassiske, vestlige film. Her er digressioner, en til tider drævende langsommelighed og visse plotmæssige urimeligheder, men også overraskende humoristiske, næsten satireagtige øjeblikke og varme, poetiske sekvenser. Set som samlet menneskelig fortælling, som et kludetæppe af skæbner pakket ind i et smukt, smukt soundtrack og imponerende billeder fyldt med både skønhed og gru, går man derfor berørt og tankefuld fra biografen.