100 mand må indstille sig på, at deres job om kort tid bliver fortid hos den danske IT-gigant, KMD.

Det sker som en del af en længere proces hos den danske IT-virksomhed, der i en rum tid har arbejdet på at opbygge økonomistyringsværktøjet Opus, der bruges til løn, betalinger og meget andet hos den offentlige sektor.

Udviklingen er nu nået så langt, at systemet overgår til en mindre arbejdskraftkrævende drift-fase, forklarer KMD i en pressemeddelelse. Dermed må 100 mand forlade virksomheden.

KMD hed tidligere kommunedata, og var oprindelig kommunernes IT-selskab, hvorfor kommunerne også er flittige kunder hos KMD. Selskabet er dog sidenhen handlet et par gange, og blev senest overtaget af Advent International og Sampension i efteråret 2012.