I dette efterår er det ti år siden, at finanskrisen kom helt tæt ind på livet af denne klummeskribent. Jeg var nemlig kunde i Amagerbanken, da det finansielle stormvejr blæste ind over den danske banksektor med tiltagende styrke.
Det endte med at blive et årelangt forløb med stigende usikkerhed om ens bankforbindelse, hvilket faktisk var forholdsvist ubehageligt, og jeg havde endda ikke det store i klemme. Det blev dog også billedet på det, som Forbrugerrådet og andre velmenende instanser har sagt i årevis: Bankkunder er alt for loyale. Det billede vender vi tilbage til.
Jeg blev kunde i Amagerbanken i februar 2008 efter et langvarigt forløb med, hvad jeg betragtede som dårlig kundeservice i den store bank, der havde overtaget min lokale bank på hjemstavnen i Herning. En bank, jeg mere eller mindre havde været født ind i.
Et korthus brast
Hvorfor valget lige præcist faldt på Amagerbanken, kan jeg ærligt talt ikke huske. Men i lighed med så mange andre anede jeg intet om det aldeles uholdbare korthus, som banken var i færd med at stable på benene, og som kort efter skulle ramle fuldstændigt sammen.
Jeg husker Amagerbanken som en god bank for mig. Jeg var studerende, havde en lille kassekredit og mødte sjældent andet end forståelse og god service. Problemet var, at det gjorde de store ejendomsspekulanter også, og banken ekspanderede kraftigt i årene fra 2005 og frem til 2008, hvor ledelsen sørgede for at opbygge en risikofyldt portefølje med mange store engagementer og stor eksponering mod ejendomme.
Helt frem til slutningen af september 2008 forsikrede den nu afdøde direktør Knud Christensen om, at banken havde en »supersund forretning, styr på omkostningerne, styr på hele butikken«.
Det holdt dog kun frem til den 3. oktober, hvor Nationalbanken måtte træde til med et kortfristet lån til Amagerbanken, og efterfølgende blev banken reddet af den første bankpakke.
Et cirkus for åben skærm
Her kom den første usikkerhed ind. Og usikkerheden blev blot større i de efterfølgende to år. Nyt lån hos Nationalbanken. To gange skulle aktiekapitalen udvides. Karsten Ree trådte til som den store redningsmand. Banken måtte indrømme også at have tabt hundredvis af millioner på valutaspekulation. Det hele udviklede sig til lidt af et cirkus. Et cirkus, som jeg havde første parket til som praktikant på denne avis’ erhvervsredaktion.
Jeg husker det som en journalistisk utroligt spændende tid, men privatøkonomisk var det lidt for spændende. Der var dage, hvor man var usikker på, om dankortet ville virke. Jeg spurgte ofte og ivrigt til de erfarne finansjournalisters mening og forudsigelser. Ville Amagerbanken klare den? Alligevel skiftede jeg ikke bank, før kalenderbladet skiftede til 2011. Der skal jeg være ærlig og indrømme, at jeg simpelthen ikke kan huske, hvorfor det forholdt sig sådan. Men jeg var som så utroligt mange andre danskere uforståeligt fodslæbende, og det var faktisk først, da Amagerbanken røg i Finansiel Stabilitet i februar 2011, at jeg fik taget mig sammen til at skifte bank.
Der skulle en finanskrise til at fremtvinge et bankskifte. Efter konsultation med den største finansnørd af mine daværende kolleger valgte jeg en mellemstor, solid bank, der hverken havde været på randen af bankerot, tabt ubegribelige summer på valutaspekulation eller følt behovet for at ekspandere voldsomt uden for landets grænser. En bank, der fokuserede på at være en ganske almindelig bank.
Min loyalitet er dog ikke, hvad den har været. Jeg er fortsat kunde i den samme bank. Men det er jeg, fordi banken ad flere omgange har givet mig det bedste tilbud på de lån, jeg nu engang har haft brug for. Der skal ikke en ny finanskrise til, før jeg næste gang skifter bank.
Stefan Singh Kailay er Berlingske Business’ pengeredaktør