Navne som Slipknot, Vinnie Who, Jake Bugg og Animal Collective sørgede for lige dele underholdning og seriøs musikalitet til det fremmødte publikums store fornøjelse. Det undrer bare, at 100.000 ikke fylder mere til dagens koncerter, der højst sandsynligt har tabt til fordel for folks egne fester på campingpladsen.

Orange før midnat. Som en hærfører for en skare af tusindvis af mand stod Slipknots forsanger Corey Taylor og gav ordre til sin horde af lejesoldater, han konsekvent kaldte for »Motherfuckers«

»Now you are mine. When I say, jump you fucking jump, when I say sing, you fucking sing, you mothersfuckers,« lød det et kvarter inde i den visuelt og teatralsk imponerende koncert, hvor det maskeklædte band syntes lige så godt underholdt som deres frivilligt underkastede publikum, der oppe foran Orange væltede voldsomt rundt i en af rus af tilsyneladende lige dele rusmidler og krigeriskhed under den gryende nattehimmel og lysshowet fra scenen.

Men det skulle gå endnu mere vildt for sig. 45 minutter inde løb et af de maskeklædte medlemmer ned til det ivrige publikum for at hilse og crowdsurfe. En vagt kom hen for at beskytte Slipknotmedlemmet, der som tak gav vagten et spark og to knytnæveslag, hvorefter han løb op bag sin pult. Ingen skal tilsyneladende forstyrre symbiosen mellem fans og idol, men føj for helvede, siger jeg bare.

Det lod ikke til at forstyrre massernes glæde. For den derudover professionelt udførte og underholdende koncert fortsatte endnu en time, hvor ikke bare skaldede og langhårede metal freaks var mødt op, men også helt almindeligt dødelige, drenge og piger, som måske ikke hører Slipknot »at home«, men lod sig overvælde af ragnarokket.

Tidligere på dagen havde Vinnie Who åbnet gildet på Orange, hvor der var mere fest end fandenivoldskhed, og hvor hyggen, sommeren og glæden snarere var i centrum og dermed appellerede bredere.

Bredt var også udbuddet på en dag, hvor der var sing-along med publikumsfavoritterne Jake Bugg og Christian Hjelm, undergrund med pigepunkerne fra Savages, elektronisk dansegulv med Disclosure og udsyret og eksperimental indierock fra musikanmeldernes yndlinge Animal Collective.

Skuffende få fremmødte

Generelt var der god stemning på festivalpladsen, men fælles for flere af koncerterne var, at man kunne vade næsten hele vejen op til scenen uden at skubbe alt for meget, selv når man kom en halv time for sent.

Man kan undre sig over, at omtrent 100.000 mennesker ikke fylder mere. Man fristes til at tro, at rigtig mange tusinde har hørt måske en koncert og derefter holdt fest i lejren. Som de foregående fem dage.

Jake Bugg sang Neil Youngs klassisker »Hey hey, my my« med ordene »Rock n Roll will never die« og uanset hvor godt han udførte nummeret, kunne man på festivalens første musikdag ikke undgå at få den tanke, at folk hellere vil danse til pop- og festmusik end at lade sig forføre af samspil mellem guitarer, trommer og keyboards, hvad enten genren er lige på og hård eller eksperimenterende og mere krævende at være til stede i end at vælte høj rundt på sprut.

Hvis tendensen til festmusik fortsætter, kan Roskilde Festival meget vel stå over for en identitetsændring. Her i 2013 insisterer de stadig på at være en rockfestival, det blev cementeret med bookingen af Metallica foruden de fleste andre store navne, men hvis folk hellere vil have elektronica og pop, kan Roskilde Festival ikke lukke øjnene i længden.

Måske derfor har de skabt Apollo som en form for tilskuerkrav, en scene der meget vel kan blive en af festivalens største om få år, og mon ikke Rihanna formår at skabe et orgie af en fest og fylde orange til randen i aften?