Jeg mener selv, at jeg grundlæggende er en mønsterkunde: Jeg prutter ikke om prisen, jeg bruger ikke 20 minutter af en ekspedients tid for så at købe en vare online hos konkurrenten, og jeg kan ikke forestille mig en situation, hvor jeg i noget større omfang ville klage. Men indrømmet, bag min glade facade er jeg efterhånden en smule indebrændt. Jeg føler nemlig, at min uvidenhed om dette og hint hele tiden bliver udnyttet en smule.
Lad mig give et par eksempler. Berlingske ligger i Pilestræde i Københavns indre by, og når jeg fredag morgen cykler på arbejde, sker det, at der ligger en del glasskår på gaden - som havde en fakir haft svendeprøve. For mit vedkommende fører det til et unormalt højt antal punkteringer, men når jeg afleverer min cykel til lapning, er jeg oftest ikke bare punkteret – nej, det er hele slangen, den er gal med. Så blev regningen ikke 50, men 100 kroner.
