En alt for stor mængde klor i et spabad i Feriecenter Øster Hurup i Nordjylland har lørdag formiddag udløst alarm og har sendt flere af feriegæsterne på stedet på hospitalet.

Det oplyser Nordjyllands Politi.

Ifølge nordjyske.dk er der blevet sendt ni personer med ambulance til undersøgelse på Aalborg Universitetshospital og hospitalet i Hobro.

Årsagen til uheldet ifølge politiet, at der i løbet af natten er blevet tilført dobbelt så meget klor i vandet som normalt. Der er formentlig tale om en menneskelig fejl.

Mens gæsterne opholdt sig i svømmeområdet i formiddag, lagde der sig en markant lugt af klor over feriecentret.

Falck er blevet tilkaldt og har sendt flere ambulancer, ligesom der er tilkaldt både en læge og andet sundhedspersonale på centret for at tage sig af de gæster, der er blevet dårlige af den store koncentration af klor.

Har man besøgt badelandet på Feriecenteret Øster Hurup i dag, skal man søge læge eller skadestue, hvis man oplever gener fra luftvejene eller vejrtrækningsproblemer.

Nordjyllands Politi oplyser på Twitter, at feriecentret er åbnet igen lørdag eftermiddag.