Den fortryllende lyd af tonerne fra et klaver skærer sig gennem middagsheden. Som et fjernt lydspor til en italiensk film.
Følger man lyden gennem de kringlede gyder i den mennesketomme middelalderby, tager den til i styrke: En perlende kvindestemme hægter sig på klaveret og drypper nye toner ud i stilheden, som leder én videre til det smukkeste kirkerum, hvor en pianist og to sangerinder øver ved klaveret.
Prøverne er en del af oplevelsen, når den dansk-italienske musikfestival »Festival dell’Alta Val Nervia« til sommer atter sender sød musik ud over Liguriens grønne bjerge.
Centrum for festivalen er to pittoreske nabolandsbyer, Castelvittorio og Pigna i Nervia-dalen i det vestligste hjørne af Italien. Bedre kulisse fås ikke – her er alle de skodder, stenbelagte stræder, kirkespir og revnede husfacader, en scenograf kunne ønske sig.
Dertil kommer roen, det stille landsbyliv og klimaet, som minder nedkølede sjæle om, at det aldrig er for sent at blive livsnyder, og som for længst har lokket rejsende til. Flere danskere udlever drømmen om en restaureret ruin sydpå med indbygget mindfulness netop her i de lave bjerge.
En af dem er danske Pia Scharling, der står bag musikfestivalen, som tilfører nyt liv til de bittesmå samfund med hhv. 300 og 1.000 indbyggere.
»Var det ikke for danskerne, havde vi været nødt til at lukke for to år siden. Mine bedste gæster er danske,« siger kokken Terry Prada, der sammen med sin mand, Tafe, driver Castelvittorios samlingspunkt, restaurant »Busciun«.
Rødternede duge, noget, der ligner havenissens italienske fætter, små peberblomster, og et rend af sultne katte skaber stedets umiskendelige autentiske charme.
Kærligheden på toppen af et bjerg
Om eftermiddagen har stamgæsterne indtaget deres faste pladser: De slidte solbrune ansigter under parasollen på den smalle terrasse, kortspillerne i bar-sektionen indenfor, og et par lokale piger ved et af de marmorerede borde i solen.
»Jeg elsker Castelvittorio – jeg har tænkt mig at blive boende her, vi er som én stor familie,« siger 21-årige Jessica. Eneste problem er kærligheden: »Det er ikke nemt at finde en her,« fniser hun, og veninderne nikker.
Men Terry og Tafe er beviset på, at kærligheden kan findes på en klippetop: De to mødtes lige her, da hun for 24 år siden fik arbejde i restauranten, hvor han var ansat, og snart efter overtog de stedet.
Lige siden har de serveret egnsretter fra det liguriske køkken, en velsmagende variant inden for den lovpriste italienske gastronomi. Det er mad, som dufter af, at menneskene her på egnen er passioneret optaget af vildsvinejagt, svampe og kastanjer. Så selvfølgelig er det Tafe, der er ude og jage vildsvin og svampe til sin kones gryder.
Terry holder indimellem workshops i italiensk madlavning, bl.a. i samarbejde med danske Pia Scharling, og hun har såmænd også optrådt på musikfestivalen. Sidste år stod hun sammen med den danske entertainer Sigurd Barrett for festivalens surprise-indslag lidt uden for det klassiske repertoire: en såkaldt pasta-improvisation for kok og klaver.
Endnu en lun aften, hvor husfacaderne, mørket og nattehimlen tilførte Ravels klaverkoncert ny magi, før pastadej og piano fik Castelvittorios stjerneformede torv til at syde.
»Castelvittorio er befolket af hunde og gamle mænd«
Dagen derpå vågner Castelvittorio på toppen af sin bjergside som om intet var hændt – til lyden af sivkostens fejen og en fjern skramlen af porcelæn inde bag de tykke stenmure. En af de vilde katte strækker sig dovent på sædet af en parkeret scooter, mens en gamling tøffer forbi.
Det er ikke helt forkert, når det hedder sig, at Castelvittorio er befolket af hunde og gamle mænd.
Gennemsnitsalderen på disse kanter skulle være den højeste i hele Italien, p.t. er Guido på 102 landsbyens ældste, og billedet er det samme over alt i dalen. Fortsætter man ud ad hovedvejen fra Pigna, forbi Castelvittorio blændes man af næste bjergomkransede kulisse-motiv:
Buggio med ydmyge 80 indbyggere. Og så er halvdelen af dem over 80.
Forklaringen? Den gode olie, det rolige liv, det rene vand fra bjergene – og så de stejle gader, som er med til at holde de gamle i form. Om sommeren gør musikken sit – den kalder de gamle ud fra deres huse: Det er skønt at opleve, hvordan en gammel dame fra byen bare kommer dumpende, fordi hun kom forbi og hørte lyden. siger operasanger Helene Gjerris, som optrådte på festivalen sidste sommer.
I år er det bl.a. sopranen Elsebeth Dreisig og violinisten Lars Bjørnkjær fra Det Kongelige Kapel, der den 24. – 26. juli indtager de små kirkerum og piazzaer i en friluftskulisse, det er værd at gå opdagelse i.