Det er kun 14 dage siden, Den Kgl. Ballet havde premiere på det nye mesterlige, moderne program »Giant Steps« med tre nulevende koreografer. Og mens »Giant Steps« stadig har et par opførelser tilbage, har Den Kgl. Ballet nu indtaget Gamle Scene med endnu et nyt program, »Ballet de Luxe«, der præsenterer en række godbidder fra det klassiske og neoklassiske repertoire.
Første del af programmet er helliget Bournonville. Meget fint åbner aftenen med den charmerende pas de deux fra »Blomsterfesten i Genzano«, hvor Amy Watson og Sebastian Haynes med smil og glæde folder sig ud i de avancerede trin. Begge med fint fodarbejde, hun med ynde og han i sikre og spændstige spring.
De to danner også par som Teresina og Gennaro i den lystige ballabile fra første akt af »Napoli«, hvor Alexander Bozinoff, der nyligt er blevet udnævnt til solist, fører flot an blandt korpsets mænd.
Imellem disse to pas de deuxer kan man opleve Kizzy Matiakis og Jón Axel Fransson med sprudlende energi og fulde af spilopper i den muntre pas de deux fra »Wilhelm Tell«, som vi ellers sjældent ser opført.
Programmets anden del åbner med pas de deux fra Saint-Léons senromantiske ballet »Coppelia«, der har en næsten bravurpræget stil i forhold til Bournonvilles balletter. Koket og sikkert danser Siliva Selvini solo højt på tå, mens Andreas Kaas med vanlig elegance folder sig ud i både sjove og flotte spring.
Marcin Kupiñski brillerer med sine prinsespring i pas de deux fra »Svanesøen« over for Ida Praetorius som kølig og knibsk sort svane med smukke kropslinjer. Og næsten alt lykkes for Ida Praetorius i den store pas de deux med de udfordrende piruetter og fouettéer.
Fra John Neumeiers neoklassiske »Romeo og Julie« får vi balkonscenens store kærligheds-pas de deux fint og følsomt danset af Gregory Dean og J’aime Crandall. Men højdepunktet i anden del er Balanchines lille raffinerede bravurballet »Tjaikovskij pas de deux« fra 1960 til musik, som Tjaikovskij oprindeligt komponerede til »Svanesøen«. Her er Holly Jean Dorger og Alban Lendorf et yderst elegant og sikkert par i den opfindsomme og ækvilibristiske koreografi. Fjerlet svæver hun i luften og springer lige i favnen på ham, og han fascinerer med sine lette spring og batteringer.
Tindrende flot Balanchine
Aftenen slutter også med tindrende flotte trin af Balanchine, når hele hans smukke og virtuose Tjajkovskij-ballet »Tema og variationer«, der havde repremiere med Den Kgl. Ballet sidste år, nu igen er på programmet. Onsdag aften med Caroline Baldwin og Jonathan Chmelensky som et glimrende ledende par.
»Ballet de Luxe«, der heldigvis hele aftenen akkompagneres af Det Kgl. Kapel, har som helhed lidt præg af gallaprogram med sin præsentation af de mange løsrevne pas de deuxer. Men programmet er generøst og imødekommende, også for et nyt balletpublikum, og giver et fint indblik i det klassiske trinsprog.
Ballet de Luxe
Den Kgl. Ballet i koreografier af Bournonville, Saint-Léon, Petipat/Ivanov, Balanchine og Neumeier. Det Kgl. Kapel, dirigent: Alice Farnham. Gamle Scene, sidste dag 12. april.