Fraskilt, fattig og med ansvar for en lille datter er Margaret et let bytte for charmetrolden og fidusmaleren Walter Keane, der ser hendes malerier af børn med store øjne og øjner et talent, som Margaret ikke selv er klar over.

Da hun også er både køn, sød og naiv på den klassiske »fra-landet-måde« gør han stormkur, og inden der er gået en måned, er parret blevet gift på Hawaii.

Da det kort tid efter lykkes Walter at få en udstilling med begges værker (hængt op på toiletvæggen i en jazzklub), er det Margarets malerier, der får opmærksomheden.

Walter tager chancen og udgiver dem for sine egne – og så ruller lavinen. Takket være Walters udprægede sans for PR, bliver de en kæmpesucces, som alle må eje. Millionerne ruller ind, og Walter fører sig frem, mens Margaret bliver mere og mere ulykkelig og forbitret i sit tophemmelige atelier, hvor hun sprøjter det ene billede efter det andet ud, mens hun sitrer som en sprængfærdig håndgranat.

Det er en grundlæggende god historie, der endda er sand. Det er også en udmærket film, der dog på ingen måde skiller sig ud som et værk af den ellers så letgenkendelige og originale Tim Burton. Og det er en smule skuffende, at den visuelle mester ikke kan få mere originalitet ud af en historie, der handler om billedkunst.

Kun et par enkelte effekter afslører, at filmen ikke er instrueret af en hvilken som helst anden kompetent Hollywood-kending uden Burtons imponerende visuelle flair og udprægede sans for at finde det skæve og ekstraordinære i enhver fortælling.

Historien bliver i den grad båret frem af Amy Adams i hovedrollen som Margaret med den store hemmelighed. Hun har, på nærmest diskret og underspillet vis, positioneret sig som en af Hollywoods mest solide kvindelige karakterskuespillere af den type, der bare skal indfinde sig i et hjørne af lærredet, og så har hun vores fulde opmærksomhed.

Modsat hende spiller Christoph Waltz på hele flødebolleregisteret i en præstation, der ville have været decideret overspillet, hvis ikke man hele vejen tror på, at hans Walter Keane faktisk var så storskrydende og ude af stand til at se sine egne – talrige – fejl.

Hvad: »Big Eyes«.

Hvem: Instruktør: Tim Burton. Medvirkende: Amy Adams, Christoph Waltz.

Hvor: Premiere over hele landet.