Skuespilleren Kirsten Lehfeldt er klar til at overtage for Ole Thestrup som Kaptajn de Treville i rockmusicalen »De 3 Musketerer« på Østre Gasværk Teater. Ole Thestrup vender ikke tilbage til forestillingen pga. sygdom. Det oplyser teatret i en pressemeddelelse her til morgen.

Kirsten Lehfeldt blev landskendt for sit samarbejde med Søs Egelind og sine utallige forvandlinger til mandetyper i TV-serien »Kongeriget« samt i Tuborg-reklamen »Det’ en ommer«, som hun lavede sammen med Peter Frödin.

Kirsten Lehfeldt og Ole Thestrup kender hinanden særdeles godt. De er begge uddannet på Aarhus Teater 1976 og gik på samme årgang.

»Det er et scoop at Kirsten kaster hele sit komiske talent ind i »De 3 Musketerer«. Det er et par store støvler hun skal fylde ud, men Kirsten er den helt rette mand til opgaven. Det bliver helt vildt,« siger Pia Jette Hansen, teaterchef på Østre Gasværk Teater

»Det bliver helt vildt!«

»Det lyder så skævt og vildt tosset, så det bliver jeg nødt til at prøve. Tænk at dublere for Ole Thestrup! Og så er vi gamle holdkammerater. Jeg elsker Ole, og jeg vil elske at få lov at hjælpe ham, den kære, kære mand,« siger Kirsten Lehfeldt.

Karakteren Kaptajn de Treville er kaptajn for de tre musketerer og far - uden at han aner det - til den unge d'Artagnan, der søger optagelse i musketerkorpset. I Østre Gasværk Teaters opsætning er musketererne et 80’er-rockband, hvor kampene udkæmpes med guitardueller i stedet for med kårde.

Ole Thestrup klar til bypass

Ifølge Østre Gasværk Teater er Ole Thestrup på grund af hjerteproblemer indstillet til en bypassoperation, hvilket betyder, at han ikke kan fortsætte i rollen og ikke vender tilbage til »De 3 Musketerer« i spilleperioden, som varer til 1. februar.

Første forestilling med Kirsten Lehfeldt som Kaptajn de Treville bliver den 10. januar.