Der er udbrudt en bitter strid om ansættelsen af en ny præst ved Den Danske Kirke i Berlin, hvor indbyrdes beskyldninger og en kamp om sandheden via kirkens Facebook-profil og hjemmeside udspiller sig.
Hovedpersonen i sagen er præstevikaren fra Sønderjylland Marie Høgh, der i maj søgte stillingen som præst i Christianskirken i Berlin. Igennem flere ansættelsessamtaler blev hun ifølge eget udsagn spurgt ind til sit teologiske ståsted, fordi hun er tidehvervspræst. Men hun hævder også at være blevet spurgt ind til sine eventuelle sympatier for Dansk Folkepartis asylpolitik.
Det har fået dansk-tyske Claus Pölmann, medlem af menighedsrådet i Christianskirken, til at klage over både formanden for rådet og over Danske Sømands- og Udlandskirker (DSUK) for at foretage et religiøst og politisk begrundet fravalg af præstekandidaten, hvilket begge parter dog afviser.
Sagen, som Weekendavisen kunne beskrive fredag, får nu Dansk Folkepartis kirkeordfører, Christian Langballe, til at trække sagen ind på Christiansborg. I en kronik i dagens Berlingske bebuder politikeren, at han kræver svar fra kirkeminister Bertel Haarder (V).
»Det er normalt højst usædvanligt at fravælge en kandidat til et job på grund af et påstået politisk tilhørsforhold. Derfor vil jeg spørge ministeren, om man bare kan fravælge folk på grund af noget politisk,« siger Christian Langballe.
Han tilføjer, at det ikke er en personsag, men at det handler om det principielle:
»Jeg skal ikke blande mig i, hvem der skal ansættes i Berlin. Men for fremtidens skyld vil jeg rejse det som en principiel sag.«
Rygende uenighed
I takt med at sagen bliver politisk, er der stor strid om, hvad der reelt er foregået i og omkring ansættelsesforløbet i Christianskirken i den tyske hovedstad.
Hovedpersonen selv er ikke i tvivl om, at kræfter i kirkemiljøet ikke ønskede at ansætte en person med forbindelse til Tidehverv. Marie Høgh forklarer, at den daværende formand for menighedsrådet i kirken, Per Erik Veng, som siden af egen drift har forladt posten, spurgte ind til både hendes teologiske og politiske ståsted under en af samtalerne:
»Der bliver ved samtalen sagt, at Tidehverv har forbindelse til nationalismen, samt at de fleste tidehvervspræster stemmer Dansk Folkeparti. Jeg bliver spurgt, hvad jeg siger til det. Desuden bliver jeg spurgt ind til, hvad jeg mener om Dansk Folkepartis udlændingepolitik,« siger Marie Høgh.
»Jeg har tidligere sagt, at jeg ønsker et godt forhold til moskeen på den anden side af vejen. Men jeg får at vide, at det ikke harmonerer med, at DF vil lukke grænserne,« tilføjer Marie Høgh, der får opbakning af førnævnte Claus Pölmann, der selv var til stede under samtalerne.
Men det er langtfra alle, der er enige i den udlægning. Peter Vogt, et andet medlem af menighedsrådet, afviste lørdag pure beskyldningerne over for Kristeligt Dagblad:
»Vi må ikke spørge om politisk ståsted, og det har vi heller ikke gjort. Overhovedet ikke,« sagde Peter Vogt til avisen.
I Danske Sømands- og Udlandskirker, der driver en række danske kirker i udlandet, vil generalsekretær Margith Pedersen ikke forholde sig til verserende personsager, men siger, at der ikke bliver spurgt til ansøgeres politiske ståsted ved jobsamtaler i organisationens kirker:
»Selvfølgelig spørger vi alle kandidater om, hvad de står for, og specielt til deres teologiske holdninger. DSUK frasorterer ikke ansøgere, fordi de er fra Tidehverv. Vi søger naturligvis i et ansættelsesforløb at finde ud af, hvad den enkelte ansøger står for i forhold til den meget sammensatte præstetjeneste, som en dansk præst i udlandet skal udøve. Men vi spørger ikke ind til en ansøgers politiske holdning, fordi det ikke har nogen betydning for en præsteansættelse,« siger Margith Pedersen.
Ingen kommentarer fra kirkeministeren
Berlingske har forgæves forsøgt at få en kommentar fra den nu tidligere formand for menighedsrådet, Per Erik Veng. Han har dog over for Weekendavisen afvist, at han har spurgt Marie Høgh om hendes forhold til Dansk Folkeparti og understreger, at han »fra begyndelsen har overholdt alle regler«.
Kirkeminister Bertel Haarder (V) siger til Berlingske, at han ikke vil forholde sig til sagen, før han har fået undersøgt den nærmere i forbindelse med besvarelsen af de spørgsmål, som Christian Langballe har stillet.
Om end forløbet er knudret, er én ting sikkert: Striden foregår også online. På kirkens midlertidige hjemmeside står der, at kirkens tidligere webmaster i samarbejde med Claus Pölmann »har overtaget både den oprindelige hjemmeside og kirkens Facebookside«. Derfor har de øvrige fem medlemmer af menighedsrådet oprettet en ny hjemmeside, hvor de tager afstand fra beskyldningerne. På Facebook-profilen derimod, som angiveligt er blevet »overtaget« af Pölmann, kritiseres forløbet og menighedsrådet. Kampen om sandheden fortsætter.
