Kinas største producent af mobiludstyr, Huawei, vil fordoble antallet af ansatte i Europa og etablere et udviklingscenter til nye smartphonetelefoner i Nokias hjemland, Finland.
Huawei, der er verdens næststørste leverandør af mobiludstyr efter svenske Ericsson, vil over de næste tre-fem år øge sin bemanding i Europa fra nu 7.000 til 14.000, samtidig med at man bruger 70 millioner euro (522 millioner kroner) på et forsknings- og udviklingscenter i Finland. Det bliver Huaweis 11. center i Europa og vil få en bemanding på omkring 100, oplyser Huaweis talsmand, Roland Sladek.
Går i gang med Windows Phone-telefoner
Huaweis største marked uden for Kina er netop Europa, og der er allerede 500 ansatte i Norden, heraf 25 i Danmark. Huawei er verdens sjettestørste mobilproducent og den femtestørste producent af de avancerede smartphonetelefoner. De bruger Googles styresystem Android, som er de bedst sælgende telefoner i øjeblikket, og sidste år udgjorde mobiltelefoner 22 procent af Huaweis forretningsindtjening.
Huawei vil dog også gå i gang med at producere telefoner med Microsofts nye styresystem, Windows Phone 8. Dermed går kineserne i direkte konkurrence med finske Nokia, som har lagt sit liv i hænderne på Microsoft ved at skifte helt til Windows Phone 8.
Nokia har for nylig meddelt, at der skal fyres 3.700 i hjemlandet Finland, hvor Huawei nu rykker ind. Det kan derfor blive en lettere opgave at skaffe folk til det nye udviklingscenter, som skal fokusere på »softwareudvikling til smartphones, tavlecomputere og medieafspillere og optimere brugeroplevelsen på eksisterende styresystemer som Android og Windows Phone 8«, hedder det i en meddelelse fra Huawei.
I første omgang skal der ansættes 30 mand.
Storleverandør til Danmark - og kritik i USA
Huawei er leverandør af mobiludstyr til de fire store teleselskaber - TDC, Telenor, Telia og »3«. Huawei indgik sidste år en seksårig kontrakt med TDC om både et dansk og et europæisk transportnet med stor kapacitet.
Huawei er stiftet i 1988 af Ren Zhengfei, som endnu i dag er topchef og ifølge magasinet Fortune Asiens femtemest indflydelsesrige forretningsmand lige efter den sydkoreanske gigant Samsungs bestyrelsesformand og topchef, Lee Kun-hee.
For to måneder siden mere end antydede en rapport fra den amerikanske kongres, at Huaweis udstyr kunne bruges til kinesisk spionage. Selskabet er også blevet forbudt at byde på det kommende, nationale bredbåndsnet i Australien med henvisning til sikkerhedsspørgsmål.
