Kinesere køber hver fjerde telefon
Kina har overhalet USA som verdens største smartphonemarked, og Android-telefoner er den helt store sællert.
Kina har overhalet USA som verdens største smartphonemarked, og Android-telefoner er den helt store sællert.
Mere end hver fjerde smartphonetelefon på verdensplan bliver nu solgt i Kina, som dermed langt har overhalet USA som det største marked.
27 procent af de i alt 158 millioner smartphonetelefoner, som blev solgt i andet kvartal i år, fik nye ejermænd i Kina, og de store kinesiske mærker sidder tungt på den gigantiske hjemmemarkedsplads.
Samsung er mest populær
Helt nye tal fra mobilanalysefirmaet Canalys viser, at de i alt 42 millioner smartphonetelefoner, som blev solgt i april-juni i Kina, sikrer riget i midten en vækst på 32 procent i forhold til første kvartal i år og hele 199 procent i forhold til sidste år.
Sydkoreanske Samsung er det mest populære mærke og udgør 17 procent af alle solgte telefoner. Herefter følger ZTE, Lenovo og Huawei, som alle er kinesiske, og først på femtepladsen rykker Apple ind. Selv om Apples salg er steget godt siden sidste år, har Apple mistet markedsandele i Kina og rykkede derfor ned på femtepladsen.
Android er populært
Også finske Nokia og amerikanske Motorola, som nu ejes af internetgiganten Google, er gået tilbage - Nokia med 47 procent i forhold til for et år siden.
Mest populær blandt kineserne er telefoner med Google Android som styresystem. 81 procent af de smartphonetelefoner, som blev solgt i landet i andet kvartal, er med Android, og her er Samsungs Galaxy-serie en populær vare.